Gælden vokser
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Kommune skylder nu 30.590 kroner per indbygger i langfristet gæld.
LOLLAND På torsdagens byrådsmøde blev Lolland Kommunes regnskab for 2021 også behandlet.
I udgangspunktet ser det helt fornuftigt ud.
- Det er gået en smule bedre end forventet. Vi har samlet set brugt færre penge på driften, end vi havde budgetteret med, lagde borgmester Holger Schou Rasmussen (S) fra land.
Samlet har Lolland Kommune brugt 3.600 millioner kroner på driften - 40 millioner kroner mindre end budgettet, og 113 millioner kroner på anlægsudgifter - et mindreforbrug på 131 millioner kroner. En del af disse blev dog overført til 2022, da de er afsat til anlægsprojekter, der endnu ikke er gennemført.
- Det har været svært at få gennemført alle aktiviteter i et corona-år, sagde borgmesteren.
Samlet fik Lolland Kommune et overskud på knap 50 millioner kroner i 2021 mod et underskud på 33 millioner kroner året før.
Alligevel var der ikke fest og glade dage i Errindlev Forsamlingshus, hvor byrådet var samlet.
- Desværre tynger vores store gæld os. Så vi ender med et samlet underskud på 22 millioner kroner, forklarede borgmesteren om året, hvor Lolland Kommune blot har kunnet indfri halvdelen af sine afdrag på gælden.
Den er vokset fra 30.510 kroner per indbygger i 2020 til 30.590 kroner per indbygger i 2021. Kommunen skylder i alt 1.254,1 million kroner i langfristet gæld.
Også hos Venstre var begejstringen dæmpet.
- Vi har lært at nøjes med lidt. Jeg håber, at vi fremadrettet får en situation, hvor vi ikke sådan skal lade os nøje, men hvor vi får en økonomi, der hænger sammen på en helt anden måde, sagde Tine Vinther Clausen (V).
Vibeke Grave (S) sendte en hilsen til det tidligere byråds økonomiske vismand Hans Ole Sørensen (V).
- Hans Ole plejede at sige, at "Et regnskab er historie, som vi ikke kan gøre så meget ved det, så vi kan lige så godt godkende det". Det har han jo ret i. Men måske kan man alligevel godt blive klogere og tænke over, om vi kan gøre noget andet, sagde hun.
Den tråd greb Henning A. Rasmussen fra Din Stemme.
- Grundreglen om at begrænse sine udgifter og øge sine indtægter slår jo aldrig helt fejl. Vi snakker altid om, hvor gode vi er til at styre de udgifter, vi skal dække, med de få indtægter, vi får ind. Man ser jo, at skatteindtægterne bare er jævnt faldende de seneste år. Det er der sikkert mange årsager til.
- Men man får alligevel den tanke, om vi får nok ud af alt det, vi omgiver os med. Alle de her store virksomheder, som nedsætter sig hos os. Får vi nok ud af dem? Eller får vi kun det, at vi skal vedligeholde veje og kajanlæg, de benytter? Skal vi lidt mere i den retning? Får vi for lidt ud af vores partnere? spurgte han.
- Med al den aktivitet, der er på Lolland i disse år ... Hvis den så stadig løber baglæns for os, så er der altså noget, vi skal til at se rigtig alvorligt på, konkuderede han.
Lars Christiansen (SF) ville gerne have mere ud af Hofor-aftalen, mens Per Kim Nielsen fra Nakskov Listen kom med et fromt ønske, som nok blev tænkt hos flere af de 12 nye byrådsmedlemmer, for hvem den økonomiske udfordring i kommunen er ny.
- Vi håber nok alle på at finde madrassen fuld af penge.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole