Gæsterne strømmer til Lalandia

I øjeblikket er der i gennemsnit over 3.000 danske gæster i Lalandia om dagen. Foto: Anders Knudsen/arkiv

- På flere dage er der fuldt hus, og i gennemsnit er vi over 3.000 gæster om dagen. Så der er virkeligt tryk på, fortæller direktør.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Det er højsæson for Lalandia i Rødbyhavn i disse dage, og det betyder mange gæster. Men i år kommer de ikke udefra.

- Vi mangler jo nogle af de internationale gæster - for ikke at sige stort set allesammen. Det kan godt være, at der er nogle af landene, der kan rejse til Danmark uden de store restriktioner ved indrejse og udrejse, men der kommer ikke rigtigt nogen, fortæller Karsten Juhl, direktør i Lalandia, og fortsætter:

- Men det gør ikke så meget lige nu, fordi vi har rigtigt mange danskere. Så det tomrum, der ville være fra svenskerne, er fyldt op af danskere. På flere dage er der fuldt hus, og i gennemsnit er vi over 3.000 gæster om dagen. Så der er virkeligt tryk på.

Blandt de mange daglige besøgende er også flere nytilkomne.

- Vi kan mærke, at der er flere af danskerne, som ikke har været ved os før. Fordi de har mange spørgsmål til konceptet, for eksempel hvor henter man og afleverer man nøglen og den slags ting, som mange af de gæster, der har prøvet os flere gange, godt ved. Men det gør jo ikke noget, fortæller Karsten Juhl.

Overordnet set er der flere gæster i år end sidste år, hvor mange danskere også valgte at blive hjemme.

- Der er helt sikkert mange danskere, der gerne vil rejse udenlands, og som har stået helt klar i boksen for at komme af sted ligeså snart, at man kunne. Men det virker som om, at der også er rigtigt mange, der er blevet hjemme og godt lige vil vente at se, hvad der sker i Sydeuropa eller andre steder. Det mener jeg i hvert fald, at vi kan mærke effekten af i forhold til de danskere, der ikke har været ved os før, vurderer Karsten Juhl.

Indtil videre ser det dog ud til, at den store tilstrømning af gæster stopper med skolernes sommerferie.

- Men sådan er det jo også de andre år. Det eneste, man kan sige, er, at i august har svenskerne lidt mere ferie end danskerne har. Så den første uge af august kan der godt være en del svenskere, men det tror jeg ikke, at vi kommer til at se i år, fortæller Karsten Juhl.

Sommeren kommer dog alligevel til at se godt ud rent økonomisk, fortæller direktøren.

- Men nu havde vi jo en svær opstart i og med, at vi først fik lov til at åbne 21. maj. Så alene det giver jo en mavepuster, men vi skal nok klare os. Jeg har mere ondt af alle de nye hoteller eller restauranter rundt omkring, som har en helt anden økonomi.

Mellem 21 og 27 procent af Lalandias gæster i Rødbyhavn er normalt svenskere, men ikke i år, fortæller direktør i Lalandia Karsten Juhl. Foto: Flemming Keith Karlsen/arkiv
Da Lalandia i Rødbyhavn fik mulighed for at åbne op igen efter ophævelse af coronarestriktioner 21. maj var det med nyheden Wavesurf i Aquadome. Foto: Ingrid Riis/arkiv