Gasledningen sprænger budgettet
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) orienterede i går klima-, energi- og forsyningsudvalget om, at gasledningen til Lolland-Falster bliver dyrere end hidtil antaget. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Prisen for den kommende gasledning til Lolland-Falster vokser til over en milliard kroner.
LOLLAND-FALSTER: Den kommende gasledning, der skal løbe fra Everdrup ved Næstved over Sydsjælland, Falster og Lolland til Nakskov, bliver dyrere end oprindeligt budgetteret.
Det blev Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg orienteret om fredag.
Orienteringen skulle udvalget egentlig have haft allerede i december, men ved en fejl blev den ikke sendt fra ministeriet til udvalget.
I orienteringen står der, at anlægsprisen øges med 170,3 millioner kroner. Dermed vokser regningen fra 846 millioner kroner til over en milliard, nemlig 1016 millioner kroner.
"Det reviderede budget skyldes blandt andet øgede udgifter til gasrør som følge af høje stålpriser", står der i orienteringen, hvor det også fremgår, at prisforhøjelsen også påvirker projektets samfundsøkonomi negativt.
Minusset vokser således til 869 millioner kroner - et tal, som Folketidende omtalte allerede fredag. At regningen vokser, betyder dog ikke, at projektet er i fare.
"Det er Energistyrelsens vurdering, at budgetoverskridelserne for projektet ikke ændrer ved de bagvedliggende forudsætninger og dermed behovet for at gennemføre projektet", står der således i orienteringen.
Sikre arbejdspladser
Som Folketidende omtalte fredag, skal gasledningen hjælpe med at sikre arbejdspladser på Lolland-Falster - først og fremmest på sukkerfabrikkerne og i de afledte erhverv - og det er vigtigere for regeringen end økonomien i projektet.
Gasledningen skal betales af gaskunderne i hele landet, ved at prisen på gas øges. Og prisstigningen betyder, at gasprisen skal hæves et nøk mere.
Energinet skønner dog, at fordyrelsen kun vil øge tarifferne med mindre end 0,5 procent i gasledningens levetid.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde