Genåbner med nyt koncept: Ambitionerne er tårnhøje

Køkkenchef Lasse Zacho Andersen glæder sig til åbningen af Restaurant Gaia. Foto: Vejrø Resort

Restaurant skifter navn og menukort.

Offentliggjort Sidst opdateret

VEJRØ: Hvert år uddeler Michelinguiden stjerner som anerkendelse af niveauet hos top-restauranterne. En grøn stjerne er også kommet til.

Og den vil Lasse Zacho Andersen nu jagte.

Siden marts 2023 har han været kok og køkkenchef på Vejrø Resort og genåbner onsdag 3. juli restauranten i bygningen Skipperly under nyt navn og nyt, gastronomisk koncept.

Michelins grønne stjerne fremhæver restauranter, der går forrest, når det gælder bæredygtighed. Det kan dreje sig om at reducere madspild eller udelukkende at bruge lokale og sæsonbestemte ingredienser.

Ambitionerne er høje, og en sådan grøn stjerne håber Lasse Zacho Andersen vil drysse ned over Vejrø, når han og de otte ansatte i køkkenet og seks tjenere her i sommer har vist, hvad de formår.

Fra jord til bord

Den relancerede restaurant hedder fremadrettet Gaia. Ordet er græsk og betyder "jord", og i den græske mytologi var Gaia jordens gudinde.

Restauranten nyindrettes også. Der er desuden indkøbt nyt service, og når morgenmads- og frokostserveringerne er afsluttet, skifter personalet til "Gaia-uniform."

- Hele konceptet går nu ud på at vise alle de fine råvarer, der produceres på Vejrø. Vi er selvforsynende med grøntsager og kød og vil gerne formidle alle de grøntsager, vores gartnere får produceret og så have fokus på bæredygtighed, fortæller køkkenchefen.

- Vi bruger jord til bord-princippet og den korte vej for fødevarerne til bordet. Vejrøs CO2-aftryk er også tæt på nul. For der er ingen transport af fødevarerne, øen er også selvforsynende med strøm, og  Vejrø har egen boring efter vand og renser selv vandet.

Sigter højt

- Nu sigter vi efter det højeste niveau, vi kan, og så må vi se, hvordan det bliver modtaget, siger Lasse Zacho, der ikke også tør sætte forventninger til at få tildelt en Michelin-stjerne for maden - selv om køkkenet vil gøre sit yderste.

Vejrø har 19 galloway-køer gående, det er dem, med det puskede hår og pels, 40 får og lam, 80 til 100 høns, hvorfra især æggene bruges, og så vildt i form af fasaner, råvildt og harer, når det er sæson for jagt på dem.


Øens grønt skal i højere grad på menuen, når Restaurant Gaia på Vejrø snart åbner. Foto: Vejrø Resort