Per Johansen og hans kone, Anne Hansen, fra Nakskov får her en varm velkomst af BelinDa Funch Christiansen, og samme tur venter Dorthe Keil fra Stege og hendes mand, Carsten. Begge par vil nu slappe af på pladsen hver weekend. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Cold Hawaii-konsulent imponeret over vind- og vandforhold i Søndernor ved Albuen Strand Camping.
ALBUEN: Ejerne af Albuen Strand Camping, Flemming Funch og BelinDa Funch Christiansen, har haft travlt i vinter. Der er blandt andet brugt 300.000 kroner på ny kloakering og en stor, ny pumpe, da pladsen ligger lavt, så al spildevand nu kan sendes til renseanlæg.
Før røg det bare, efter en gammel aftale med Rudbjerg Kommune, urenset ud i Nakskov Fjord.
Så det var med ekstra god samvittighed, at fastligger René Andersen fra Rødbyhavn lørdag klokken 10 kunne hjælpe med at sende campingvimplen - der er grøn - til tops. Samtidig tog familien Funch sig af Dannebrog, der nu igen vajer for at byde velkommen.
Kram og knus
- Det er dejligt, at vi nu igen efter fem måneders vinterpause skal samles og være en del af en stor campingfamilie, forsikrer BelinDa Funch Christiansen, mens hun har travlt med at kramme og give varme knus til de mange fastliggere, der er mødt op.
Annonce
Solen skinnede også venligt, da Flemming Funch bød velkommen til sæson 2022 og på den cirka syv grader varme dag brokkede sig over, at der ikke var mødt så mange frem i korte bukser (ingen, red.) Omvendt har han dog også selv udskudt det lidt af fylde vand i pladsens pool, som der i øvrigt er brugt 100.000 kroner på til et nyt overvågningssystem af vandkvaliteten.
En række andre ting er også opgraderet i vinter, og for at gæsterne kan være sammen om nogle ting, i stedet for måske at kigge på deres telefon, har BelinDa Funch Christiansen også planlagt 17 aktiviteter for den kommende sæson. Det kan for eksempel være at lave julepynt 23. juli, inden der - efter ønske fra gæsterne - samme aften fejres juleaften. Man kan eksempelvis også deltage i stenmaling eller komme på rullepølse-kursus.
En konsulent fra Cold Hawaii ved Klitmøller betegner Søndernor på Albuens østside som en uopdaget perle.
BelinDa Funch Christiansen
Uopdaget surf-spot
Og til en helt ny målgruppe, kitesurfere, er pladsen også ved at opbygge specialtilbud.
- Jeg har haft besøg af en konsulent fra Cold Hawaii ved Klitmøller, som betegner Søndernor på Albuens østside som en uopdaget perle. I 90 procent af tiden er vinden perfekt til kitesurfing. Desuden er vandet lavt, så også de dygtige udøveres familier kan boltre sig på for eksempel stand up paddle boards, vægter konsulenten, fortæller BelinDa.
- Så jeg er nu med bistand ved at opbygge et tilbud til kitesurfere, og skal også gerne lige nå et kursus i at blive "Vild Mad-guide", så vi kan bringe campingpladsens gæster endnu tættere på naturen.
René og Jytte Andersen fra Rødbyhavn skal i gang med deres fjerde sæson som fastliggere på Albuen Strand Camping. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Pladsen har for tiden 44 fastliggere i campingvogn, og blandt dem er Jytte og vimpelhejser René Andersen fra Rødbyhavn.
- Det er vores fjerde sæson her, for der er dejligt ved Albuen. Der er altid forskelligt, fordi vejret skifter hele tiden, og så er der en pragtfuld natur, og medcampisterne er søde og rolige, så der altid er fredeligt her, opremser Jytte Andersen.
- Vi har fire børnebørn, vi ofte har med, og de kan hygge sig på pladsen uden at blive væk, tilføjer hun.
Annonce
René Andersen fortæller, at de har valgt deres plads, så der er sol det meste af dagen, og om fjorten dages tid, når de har fået forteltet op og gang i olieovnen, så vil de være i deres campingvogn tre til fire dage om ugen, indtil efterårsferien klinger sæsonen ud.
Familien Funch sendte lørdag Dannebrog til tops. De har netop fejret etårsdagen for overtagelsen af campingpladsen. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Albuen Strand Camping
På Albuen Strand Camping kan man også leje hytter. De har service, kogegrej og kaffemaskine, mens bad og toilet forefindes 30 til 50 meter væk. Der er 10 hytter med plads til fra to til fem personer i hver. Et nyt bookingsystem har i øvrigt givet ny interesse, så flere hytter er udlejet i påsken, glæder ejerne sig over.