Giftefogeder får ikke dresscode

Foto: Arkivfoto

Kommune appellerer til de ansattes sunde fornuft.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange har kommenteret det som respektløst over for brudeparret, efter at Folketidende forleden på et foto kunne vise en giftefoged i Lolland Kommune, der iført badetøfler og trekvart-lange Adidas-sportsbukser - og kortærmet hvid skjorte - viede et brudepar i Nakskov.

Fotografiet og den afledte debat har nu ført til, at giftefogedernes chef, sektorchef Per Voetmann, har mindet medarbejderne om, at de skal bruge deres sunde fornuft.

- Lolland Kommune har ingen regler for politikeres eller medarbejderes påklædning i forbindelse med vielser. Det er imidlertid praksis, at man klæder sig passende efter opgaven, og det har ikke været nødvendigt at have regler om det indtil nu, siger Per Voetmann.

- Vi har mindet medarbejderne om, at de også her skal bruge deres sunde fornuft. Og at de skal klæde sig passende efter omstændighederne, når de udøver deres opgaver - herunder myndighedsopgaver, som en vielse også er.

De fleste borgerlige vielser foretages af kommunens politikere. Efter at Nakskov Rådhus er solgt til Nota, er Lolland Kommunes Nakskov-tilbud til de romantiske i øvrigt, at de kan blive gift på Nakskov Bibliotek.

Læs også artiklen "Sidste vielse i den gamle byrådssal" i tirsdagens Folketidende.