Det er dette område, som nu byggemodnes. Villagrundene kommer til at ligge mod golfbanen, mens seniorboligerne vil spredes i en vifte ud fra den lille sø. De grønne områder er ved at være færdige, men der mangler det sidste stykke sti, der kommer til at gå hele vejen på ydersiden af villagrundene over til Fuglekongevej. Luftfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Selv om husene på de nye udstykninger endnu ikke er bygget, og mange af grundene ikke er solgt, har Park & Vej i Lolland Kommune nu lavet det rekreative område på Havesangervej klar.
MARIBO: Mens der arbejdes med lokalplanerne for de nye seniorboliger på det yderste af Havesangervej, og der byggemodnes på livet løs på den nye villa-udstykning ved siden af, har Park & Vej i Lolland Kommune allerede været i gang i området.
Der byggemodnes ved den nye villaudstykning på Havesangervej. Grundene er klar til at blive indtaget af deres nye ejere 1. november i år. Før sommerferien var der solgt en lille håndfuld grunde på den nye udstykning. Foto: Claus HansenClaus Hansen
De har nu lavet to grønne kiler med grusstier, som skal udgøre det grønne, rekreative område, som skal trække potentielle købere til.
- I lokalplanen står der, at inden der kan gives byggetilladelse på etape to af Havesangervej, så skal de grønne kiler laves, forklarer Park & Vej-chef Kjeld Jensen, der altså har haft en bunden opgave.
Byggemodningen af Havesangervej vil i alt komme til at koste 13,638 millioner kroner. Derudover kommer anlæg af de grønne kiler med stisystem og opholdsrum, trafiksanering med mere i området til 4,473 millioner kroner. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Beskyttet sø
Området er i forvejen beliggende ganske naturskønt. Over hovedet hænger lærken og slår triller, viben boltrer sig skrigende i drabelige luftslag, harerne løber tag-fat og rådyr gumler de små skud. I golfbanens små oaser kan man være heldig at høre nattergalesang, og i en større sø kvækker frøerne.
Annonce
Søen er paragraf 3-beskyttet, fordi den er over 100 kvadratmeter. Den indgår som en del af herlighedsværdien for seniorboligerne, som skal spredes i en vifte rundt om halvdelen af søen. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Mellem villagrundene på Havesangervej og andelsboligerne på Fuglekongevej har der, lige siden udstykningen af de to veje, været et grønt område med langt græs, hvor en landmand har høstet wrap efter aftale med kommunen. Men den aftale er nu opsagt, og naturen er blevet tæmmet ... lidt.
Søen er paragraf 3-beskyttet
Når en sø har en vandflade over 100 kvadratmeter, er den per automatik paragraf 3-beskyttet. Det gælder både vandfladen og det tilstødende vådområde med vand- og sumpplanter.
Der må ikke foretages ændringer af beskyttede søer.
Småsøer som denne er ofte hjemsted for et rigt dyre- og planteliv.
Kilde: Miljøstyrelsen
Nu er der anlagt flere kilometer bugtende grusstier, vild med vilje-oaser, sat træer og buske og lavet små opholdsarealer, hvor nuværende og fremtidige beboere i området kan mødes socialt.
Overdraget til grundejere
Park & Vej har lavet arbejdet og skal også stå for driften af den grønne kile mellem Havesangervej og Fuglekongevej. Den ejer kommunen nemlig stadig.
Den anden, der går bag om de nuværende villaer på det yderste Havesangervej - og foran de nye grunde - er overdraget til grundejerforeningen Havesangervej, og den skal derfor stå for at holde det.
Det grønne områder kommer til at bugte sig ind og ud mellem husene i den nye udstykning, samtidig med at beboerne får et sindrigt stisystem, der både kan bruges rekreativt, til motion og som sikker skolevej for ungerne.
Både grundejerforeningen på Havesangervej og beboerforeningen på Fuglekongevej har været med ind over planlægningen, så nogle stier er lagt om i forhold til den originale plan, og andre ønsker er også imødekommet.
Langs grusstierne kommer der små, lave lyspullerter, så man også kan køre sikkert hjem i vintermørket. Det har været et klart ønske fra grundejerforeningen, fortæller Park & Vej-chef Kjeld Jensen. Foto: Claus HansenClaus Hansen
- Der kommer lys på stien. Det fyldte ret meget på planlægningsmøderne og var et stort ønske. Det skaber tryghed i området, når man færdes på stierne, så det har vi prioriteret at gøre, fortæller parkforvalter Helle Kjørup Nielsen fra Park & Vej.
Bløde bakker
Buske og træer i området er afstemt med, hvad der er naturligt forekommende, så det er blandt andet hvidtjørn, der er plantet. I kilen bag de eksisterende villaer på det yderste af Havesangervej bruges overskudsjorden til bløde, lave, græsbeklædte bakker, der giver noget spil i områdets natur.
Annonce
Med små træer og buske er der lavet små opholdsrum i de grønne kiler. Men det bliver op til beboerne, om der skal stå bord-bænke-sæt eller andet, siger Helle Kjørup Nielsen. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Ifølge souschef Henrik Madsen fra Lolland Kommunes Strategi og Politik-afdeling, der også står for kommunens bosætningspolitik, har det været nemt at arbejde med udvidelsen af Havesangervej, fordi der allerede lå en vision fra området.
- Der lå meget konkrete planer fra Maribo Kommunes tid, som har givet os et rigtigt fint grundlag at bygge videre på, siger han.
Noget, der har ændret sig, siden planerne blev lagt i Maribo Kommune, er det øgede fokus på biodiversitet.
- Så vi går nok lidt væk fra, at det skal ligne en golfbane det hele. Der vil være store flader, der får lov til at være "vild med vilje", og det er okay, at der er fugtigt i de lavninger, der naturligt er i de grønne kiler, forklarer Helle Kjørup Nielsen.
Vi går nok lidt væk fra, at det skal ligne en golfbane det hele.
Helle Kjørup Nielsen, parkforvalter i Lolland Kommune
Mindre klassisk - mere grønt
Havesangervej er ligesom Skovforten i Nakskov en del af Lolland Kommunes bosætningspolitik. Og her vil man gerne væk fra de klassiske villakvarters-opbygninger.
Lolland Kommunes parkforvalter, Helle Kjørup Nielsen, park og vej-chef Kjeld Jensen og souschef i Strategi og Politik Henrik Madsen glæder sig over, at de grønne områder nu er klar til de nye beboere på Havesangervej. Foto: Claus HansenClaus Hansen
- Vi forsøger at få det sådan, at alle grunde ligger ud til et grønt område, og vejforløbene bliver mere slyngede, end vi måske har i de klassiske villakvarterer, fortæller Henrik Madsen om tankerne bag det nye villakvarter-look, Havesangervej er repræsentant for.
Træerne, der er sat i området, er hjemmehørende arter. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Stierne i området er offentlige, så det er kommunens håb, at de vil blive brugt af alle.
- Det er et rekreativt område, vi håber, vil blive brugt ikke kun af beboerne her, men af alle i byen. Hele området ved Blæsenborg får nu nye muligheder for rekreativt ophold, løb, gang og andet, forklarer han.
Hele området ved Blæsenborg får her nye muligheder for rekreativt ophold, løb, gang og andet.
Henrik Madsen, souschef i Strategi og Politik i Lolland Kommune