Grizzlybjørn hos Nakskov-frisør

Anja Christensen har været på en noget anderledes frisøropgave de seneste måneder med at farve bjørnepels. Hanne Jakobsen i frisørstolen fortæller da også, at Anja er en dygtig frisør. Foto: Jan Knudsen

En dag stod den udenfor Anja Christensens salon i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Vi bliver alle lidt grå i pelsen med årene, og for et par måneder siden stod der pludselig en ny kunde, en to en halv meter høj grizzlybjørn, udenfor Anja Christensens frisørsalon i Nakskov. Det var heldigvis en udstoppet en af slagsen.

En grizzly er en stor, brun bjørn med grå hårspidser i det yderste hårlag i pelsen, og for bjørnens ejer var problemet ikke de grå hår, men at den var blevet blondine på den ene side.

- Den har stået i en hall, udsat for sollys på den ene side igennem 13 år, og så faktisk ud som halv grizzly, halv isbjørn, for den var helt hvid på den ene side. Ejeren havde spurgt igennem lang tid, om jeg ville farve bjørnen, men det havde jeg sagt nej til - indtil den stod der, fortæller Anja Christensen.

Ejeren, der er fra Vestlolland - og ønsker at være anonym - har selv skudt grizzlyen i et bjergområde i Canada for 13 år siden.

Anja Christensen:

- Det skete med attest som en regulering af bestanden, og de efterfølgende undersøgelser viste, at den var 11 år gammel. Det er en høj alder for en grizzlyhan, der er i evig slåskamp med de andre hanner.

Det bekræfter store ar på bamsefars snude da også.

I de sidste par måneder har Anja Christensen så mødt tidligt på job, eller har brugt tiden, når en kunde har brændt hende af, til at farve bjørnen.

Synet, man ser for sig: Hvordan man får en udstoppet bjørn op i frisørstolen med vask for at skylle farven ud, har Anja Christensen også haft, men turen hos frisør i Nakskov er endt med blivende hårfarve, der bare skal blive siddende.

Undervejs har Anja Christensen haft gang i tre forskellige farver, mens hun har taget højde for, at hårspidserne på grizzlyen fortsat skal være grå.

- Den er lys i bunden, midterstykket er gyldenbrunt, og så er den mørkere på den øverste del af kroppen. Det har været lidt som at male et maleri, konstaterer Anja Christensen, som dog ikke er helt tilfreds med sit debutarbejde.

- Jeg har gjort det for sjov, men ville hellere have set det flotte dyr løbe rundt i bjergene, og jeg tager ikke imod flere udstoppede dyr, understreger frisøren.

Det sætter nogle af de andre kunder i salonen sikkert pris på. For der er blevet grint og snakket meget om bjørnen, men nogle kunder, der bare er kommet ind og har sat sig ned, har fået et mindre chok, da de pludselig opdagede det store rovdyr.

Det har været lidt som at male et maleri at farve pelsen, fortæller frisøren. Foto: Jan Knudsen
Et imponerende dyr, der nu er hjemme hos sin ejer igen. Foto: Jan Knudsen
Bjørnen hos frisør for at få farvet pels. Den talende kunde, Hanne Jakobsen, forsikrer, at Anja Chrisensen er en dygtig frisør. Foto: Jan Knudsen
Bjørnen hos frisør for at få farvet pels Foto: Jan Knudsen
Bjørnen hos frisør for at få farvet pels. Foto: Jan Knudsen