GRØNT CENTERS RÅHAVEGÅRD TÆT PÅ SALG

Efter at have stået til salg siden 2018 er der nu fundet en køber til Råhavegård. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

Fonden Grønt Center har fundet en interesseret køber til Videncenter Råhavegård, der har stået til salg i nogle år. Salget betyder samtidig, at fonden skifter fokus fra erhverv til almennyttige formål, fortæller bestyrelsesformand for Fonden Grønt Center.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY: Det har taget nogle år, men Videncenteret Råhavegård, der hører under Fonden Grønt Center Råhavegård er nu tæt på et salg.

- Det er i hvert fald lige oppe over, fortæller bestyrelsesformand for Fonden Grønt Center Råhavegård, Claus Engholm Jensen.

Råhavegård har samlet set omkring 3.500 kvadratmeter kontorer, og var base for Grønt Center, der med offentlig støtte stod for udvikling af blandt andet fremtidens afgrøder i landbruget.

I 2018 solgte Fonden Grønt Center Råhavegård 90 hektar jord til Abedfonden, og samme år rykkede også et par store lejere, Femern Belt Development og Business LF ud af Råhavegårds bygninger. Herefter blev bygningerne sat til salg gennem Syddan til 11 millioner kroner.

Fonden er derfor glad for at have fået afhændet ejendommen.

- Vi har jo haft det til salg gennem nogle år. Vi solgte jo jord og skove for fire år siden. Det er jo fantastiske bygninger, og det var synd, at det bare stod uden at blive benyttet, fortæller Claus Engholm Jensen.

Fondsændringer i gang

Fondens fundats bliver så bred, så vi kan støtte, om ikke hvad som helst, så tæt på.

Claus Engholm Jensen, bestyrelsesformand for Fonden Grønt Center

Pengene fra salget af bygninger og jord kommer også til at betyde ændringer for fonden.

- Vi får jo nogle penge i kassen, og havde også lidt i forvejen heldigvis. Vi konverterer så fonden fra at være en erhvervsdrivende fond til en almennyttig fond. Og så har vi mulighed for at uddele til forskellige formål. Der er ved at blive lavet nye vedtægter, fundats, for fonden, som kommer til at hedde Fonden Grønt Center, fortæller Claus Engholm Jensen.

I den nye fond vil blandt andet institutioner og forskellige organisationer kunne søge om penge til forskellige formål.

- Vi læner os selvfølgelig meget op ad den tidligere fundats, som havde hele det grønne område, landbrug og så videre som formål. Er der forskningsprojekter indenfor det område, så støtter vi også det. Men fondens fundats bliver så bred, så vi kan støtte, om ikke hvad som helst, så tæt på, forklarer Claus Engholm Jensen.

Fonden Grønt Center mangler kun de sidste godkendelser for at kunne gå i gang med arbejdet.

- Det er Erhvervsministeriet, der skal godkende de nye vedtægter, og den godkendelse har vi ikke fået endnu. Men den forventer vi da at få inden længe, fortæller Claus Engholm Jensen.