Gymnasiet har en plan

Fredag eftermiddag tømmes Maribo Gymnasium atter for elever. Men rektor Michael Levy Bruus er en mand med en plan. Foto: Anders Knudsen

Fredag tømmes Maribo Gymnasium atter.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Maribo Gymnasium lukker også i eftermiddag. Det betyder dog ikke, at undervisning, eksamener og terminsprøver er aflyst. Hele dagen i dag har 2. hf'erne og 1. g'erne eksamen, som gennemføres med restriktioner. Og i næste uge er der også eksamen for 2. hf'erne.

I næste uge skulle 3. g'erne og 2. g'erne sidde samlet i MariboHallerne og svede til terminsprøver i fem timer.

- Det afvikles virtuelt. Vi er opmærksomme på, at det er ikke det samme. Derfor får de en ny til foråret, så de også oplever en rigtig terminsprøve i MariboHallerne. Men vi tænker stadig, de kan lære noget af det, siger rektor Michael Levy Bruus.

Imens bliver 1. g og 1. hf undervist virtuelt i næste uge, inden der er juleafslutning på fredag.

- Den gør vi også virtuel. Det bliver ikke lige som planlagt. Det er lidt besværligt at køre ud med æbleskiver til alle eleverne. Men vi må lave noget spas ud af det, siger rektor.

Allerede før nedlukningen havde rektor, lærere og elever lagt en plan.

- Vi har sammen lagt en plan for en tryg opstart. 2. hf'erne og 3. g'erne skal have virtuel undervisning 4. og 5. januar. De skal testes for corona 4. januar, så de trygt kan møde i skole 6. januar. 1. hf, 1. og 2. g har virtuel undervisning 4. til 6. januar og testes 5. januar. De møder 7. januar.