Gymnasium sender værnemidler til lollandsk lægeklinik i Ukraine
Arthur Kortsen og Kim Eggertsen hentede værnemidlerne på Maribo Gymnasium, hvor serviceleder Niklas Faxe hjalp med at læsse traileren. Foto: Palle Nevad FrandsenPalle Nevad Frandsen, FT
På Maribo Gymnasium er der tyndet ud i resterne af sprit og ansigtsvisir fra tiden med massive coronarestriktioner.
MARIBO: I gymnasiets kælder står der kassevis af forskellige slags værnemidler, som minder om en tid med hyppig vask af hænder, afspritning, ekstra rengøring og elever og personale gemt bag masker.
Vi sender dem fra én dårlig situation her i landet, til en anden meget dårlig situation i Ukraine.
Niklas Faxe, serviceleder, Maribo Gymnasium
Går op af kælderen og ind på gymnasiet, er det næsten som at være tilbage til før den tid, hvor corona blev ordet alle talte om. Nok er der nærmest mennesketomt og stille, selv om det er midt på formiddagen, men det skyldes mere, at eleverne i denne tid har travlt med at gå til eksamen.
For serviceleder Niklas Faxe er det tid til at komme videre. Han regner ikke længere med, at der kommer påbud om det ene eller andet i forbindelse med coronaen, og selv værnemidler har en udløbsdato.
Der var masser af ubrugte værnemidler på lager i gymnasiets kælder. Foto: Palle Nevad FrandsenPalle Nevad Frandsen, FT
- Selv om det her sprit har en alkoholprocent på 70 til 85 procent, så er meget af det allerede udløbet på datoen, forklarer han, og hiver en flaske op. Den viser ganske rigtigt, at produktet kunne holde sig til august 2022.
Samtidig vil det være en hovedpine mindre for gymnasiet, når især spritten er ude af huset, for i forhold til brandmyndighederne er der nemlig grænser for, hvor meget der må stå i et enkelt lokale.
Annonce
Skal til lollandsk klinik
I stedet for blot at køre værnemidlerne på genbrugspladsen, tog Niklas Faxe fat i Arthur Kortsen, der samler ting ind til Ukraine. Måske kunne det hele gøre en forskel tæt på den europæiske krigszone, tænkte servicelederen. Og det kan det.
- Det er fuldstændig ligegyldigt, at spritten er udløbet på datoen. Det kan sagtens bruges, slår Arthur Kortsen fast, da han sammen med Kim Eggertsen møder op på gymnasiet for at hente donationen.
Kim Eggertsen har selv været i Ukraine og hjælper med at samle nødhjælpen ind til det krigshærgede land. Foto: Palle Nevad FrandsenPalle Nevad Frandsen, FT
Alle de lollandske værnemidler bliver faktisk en del af en lollandsk historie i Ukraine. De bliver nemlig kørt til "Niels Caning Klinikken". Niels Caning, der er tidligere praktiserende læge i Stokkemarke, valgte at donere forskelligt udstyr fra sin lukkede klinik til Ukraine, og i det krigshærgede land blev det besluttet, at klinikken skal videreføres med hans navn.
Købt masser af værnemidler
For Niklas Faxe er det et farvel til en verden, hvor der skulle sorteres ansigtsværn alt efter personalegruppe, og hvor han i begyndelsen selv måtte blande sprit til at desinficere overfladerne. Der var derfor købt betydelige midler af værnemidler ind.
Da gymnasiet blev testcenter, hvor elever og personale selvtestede, blev mange af værnemidlerne tildelt gennem Region Sjælland, og dermed kom de store indkøb til at stå ubrugte hen.
Traileren er næsten pakket, men værnemidlerne skal først sendes afsted sammen med anden hjælp til Ukraine. Foto: Palle Nevad FrandsenPalle Nevad Frandsen, FT
Nu er de alle afhentet, og venter på at grupperingen af primært tidligere veteraner, samlet i Vidar Regimentet, atter skal til det krigshærgede land med hjælp til befolkningen.
Vidar Regimentet
Værnemidlerne sendes til Ukraine gennem den frivillige hjælpeorganisation Vidar Regimentet. Den kan man læse mere om på vidarregiment.org og under Vidar Regiment på Facebook.
Man kan støtte organisationen økonomisk på MobilePay 574189 og via bankoverførsler til 9112 0005837928.
- Vi sender dem fra én dårlig situation her i landet, til en anden meget dårlig situation i Ukraine, og for os er det en glæde, at vi kan være med til at gøre en forskel for lokalbefolkningen dernede, siger Niklas Faxe.
Seneste artikler
Værnepligt og praktik i München: Snart begynder et nyt kapitel for de nyudklækkede studenter
Studenterhuerne fejres i Marielyst
Fjerdeplads ved DM til lokalt svømmetalent
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Sundhedsminister efter Lolland-besøg: - Jeg får da lyst til at flytte herned
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Blitz: Fartkontrol på Farøbroerne
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser