GYMNASIUM SKAL HAVE NY REKTOR

Peter J. O. Rasmussen har holdt sin sidste dimissionstale. Rektor på Nakskov Gymnasium og HF stopper efter 12 år. Arkivfoto: Jan Knudsen

Den nuværende rektor går på pension efter knap 12 år på posten.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Peter J. O. Rasmussen stopper som rektor for Nakskov Gymnasium og HF. I knap 12 år har han ledet skolen, der med godt 250 elever er et af de små gymnasier i Danmark.

Peter J. O. Rasmussen har sidste arbejdsdag 31. oktober, men er villig til at blive længere, hvis ansættelsen af hans afløser trækker ud.

Hvad Peter J. O. Rasmussen skal lave, når han stopper, ved han ikke.

- Jeg ved det ikke. Jeg er 68 år, så pensionen vinker forude. Når man når min alder, kommer der et tidspunkt, hvor der er en portion af livet, der skal leves på en anden måde, siger han.

Da det gik op for eleverne, at Peter J. O. Rasmussen har sagt sit job op, spurgte de:

Hvorfor stopper du?

- Fordi jeg er ved at være gammel. Det kan de godt se, men de siger det ikke, fortæller Peter J. O. Rasmussen.

Når man når min alder, kommer der et tidspunkt, hvor der er en portion af livet, der skal leves på en anden måde.

Peter J. O. Rasmussen, afgående rektor på Nakskov Gymnasium og HF

Mindre gymnasium

Af et omfattende jobopslag fremgår det, at den ny rektor skal videreføre en ledelse, der er præget af åbenhed og tillid, og have tæt kontakt til eleverne og forældrene.

Rektor skal også tegne skolen udadtil i forbindelse med lokale arrangementer og holde kontakt til erhvervslivet.

Der er ansøgningsfrist 12. september. Den ny rektor ventes at tiltræde 1. november.