Stregerne på gulvet står ikke længere helt skarpt, men det er ikke derfor, at det hele skal skiftes. Nogle steder er undergulvet blevet blødt, og det er ikke meningen. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Havde håbet at give halgulvet et facelift i sommerpausen, men opgaven er annulleret.
Palle Nevad FrandsenPalleNevad Frandsen
OffentliggjortSidst opdateret
MARIBO I juni var der glæde hos haldirektør Morten Harkjær Nielsen. Som led i de fremrykkede anlægsprojekter i kommunen fik Maribo Hallerne 365.000 kroner til at give det 21 år gamle gulv i hal2 et facelift. Men siden er smilet stivnet.
Da opgaven skulle endeligt underskrives, fik Maribo Hallerne besøg af en konsulent fra det firma, som skulle stå for at udskifte belægningen af gulvet, og han kom med en nedslående besked.
- Han fortalte, at undergulvet slet ikke er så stærkt, som vi havde fået at vide. Nogle steder er der opstået bløde punkter, og han anbefalede, at vi skiftede hele gulvet, forklarer Morten Harkjær Nielsen.
Team Sydhavsøerne kan sagtens spille på det slidte halgulv i hal2 i endnu en sæson. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Ser dumme ud
I stedet for en opgave til de knap 400.000 kroner venter et projekt til omkring 1,2 millioner kroner. Især ærgrer det haldirektøren, at han nu må retur til kommunen endnu engang.
Annonce
- Vi kommer til at se lidt dumme ud, når vi først søger om penge til et facelift af gulvet, og så vender tilbage et par måneder senere og spørger om et meget større beløb til at skifte hele gulvet.
Morten Harkjær Nielsen fortæller dog, at bestyrelsen i Maribo Hallerne ikke havde anden mulighed end at gribe tingene an på den måde, det er sket.
- To konsulenter har været nede at kontrollere gulvet, og de fortalte begge, at et facelift var rigeligt. Vi har ikke anden mulighed end at tro på, hvad eksperterne fortæller os. Vi spurgte flere gange og fik hele tiden at vide, at det var nok.
Da prisen for det oprindelige projekt var fornuftig, og politikerne med det samme sagde ja, mente hallens bestyrelse, at alt var, som det skulle være. Indtil man altså fik besøg af konsulent nummer tre.
- Han havde ingen grund til at lyve. Hans firma er jo ikke garanteret opgaven, når vi annullerede det ønskede facelift. Han anbefalede alligevel på det kraftigste, at gulvet blev bygget op fra bunden. Konsulenten forklarede os, at vi alternativt ville ende med at skulle brække den nye belægning op om få år for at skifte undergulvet, lyder det fra en ærgerlig haldirektør.
Heldigvis fik bestyrelsen også at vide, at halgulvet nok skal klare en sæson mere uden at blive skiftet. Det sker, selv om det allerede har nogle år på bagen.
Gulvet blev lagt, da Maribo Hallernes hal2 blev bygget i 1999, og normalt holder belægningen på et sådant gulv i cirka 15 år, så der var behov for at få det planlagte facelift.
Dårlig rådgivning
- Men jeg synes helt ærligt, at vi har fået en dårlig rådgivning undervejs, når to konsulenter kan være ude at undersøge gulvet, og begge siger, at det ser fornuftigt ud, siger haldirektøren.
Nikker først kommunens økonomiudvalg, og siden byrådet, ja til den nye ansøgning om 1,2 millioner kroner til en fuldstændig renovering af gulvet, kan arbejdet først begynde til næste sommer.
Annonce
Det er alt for tæt på opstarten af diverse klubaktiviteter til at gøre det i år.
- Får vi penge til at skifte gulvet, er det planen, at det skal ske i juni og juli næste år, slår Morten Harkjær Nielsen fast.
Det er fem år siden, at gulvet i hal1 blev skiftet. Det havde holdt siden 1968, men belægningen var dog blevet skiftet.