Hallen blev hindret

I foråret, 2008 lovede sektorchef, Jytte Harpøth bod og bedring efter presseomtale af, at kommunen syltede henvendelser om en ejendom på Brandsmosevej.  
- Da fik vi en kvittering for, at klagen var modtaget. Men siden har vi intet hørt, siger Solveig Clausen, der er formand for Stokkemarke Beboerforening. Foreningen havde, på vegne af nogle beboere, klaget over, hvad de opfattede som en selvbestaltet losseplads på Brandsmosevej og havde ventet længe, længe, længe på nogen reaktion fra kommunen.
 
Siden kom beboerforeningen til at vente endnu længere på at høre, hvad der mon skete på ejendommen. Endnu længere, end dens ejer, Mark Andersen, hvis ansøgning om byggetilladelse også lå en rum tid i systemet. Han fik afslag i juli, men beboerforeningen hørte intet.
 
Burde have informeret
Den nytiltrådte teamleder, Miriam Helsing, har gravet i dokumenterne og beklager, at man, hvad hun kan se, forsømte at sende Solveig Clausen og foreningen en kopi af afgørelsen.
 
Mark Andersen, der driver entreprenørvirksomhed, ville have opført en 364 kvadratmeter stor maskinhal i stålplader på ejendommen. Det sagde kommunen nej til. Den slags hører ikke hjemme i det åbne land, hedder det i afslaget. Mark Andersen fik det indtryk, at Lolland Kommune hellere så, at han slog sig ned i et af industrikvartererne.
 
Flyttede fornærmet bort
Men der er kvadratmeterprisen noget højere, så det er han ikke meget for. I stedet flytter han sin virksomhed til Sjælland.
 
- Jeg anbefaler alle iværksættere at holde sig langt væk fra Lolland Kommune, siger Mark Andersen.
 
Han oplyste forleden til Folketidende, at han nu kun bruger ejendommen ved Stokkemarke til beboelse. Det må der være nogen, der ikke har opdaget. I hvert fald oplyses det, at Lolland Kommune har modtaget nye klager over, at der bliver drevet erhverv med dertil hørende støj og tung kørsel på ejendommen.




Først blev den ene syltet, så den anden. Nu er der nye klager på vej

Offentliggjort Sidst opdateret