Han er klar til "at få tæsk": Kommunens tilbud er meget, meget dyrere end nødvendigt
Det oversvømmede stistykke ved Kidnakkeskoven i Maribo. I juli stod der op til 10 centimeter vand på stien. Foto: Palle Nevad FrandsenPalle Nevad Frandsen
Politiker er målløs over de priser, som kommunen har indhentet på at få en bro over oversvømmet sti.
MARIBO: - Jeg var ved at vælte ned ad stolen, da jeg læste den supplerende fremstilling af sagen om stien ved Kidnakkeskoven, der fører fra Maribo ud mod Naturskolen ved Søndersø, og hvor en strækning ofte er så oversvømmet, at stien ikke kan bruges.
Det fortæller medlem af klima-, teknik - og miljøudvalget Henning Alfred Rasmussen fra Din Stemme. Udvalget havde mandag sagen til genbehandling og beslutning.
Mange klager
- Det er en underlig historie. Jeg har fået så mange klager helt tilbage fra foråret, hvor folk har ringet eller skrevet til mig og klaget over at den meget benyttede sti var oversvømmet, og at de bare blev mødt at et skilt, hvor der stod "oversvømmelse."
Sagen var første gang på udvalgets dagsorden 12. august:
Annonce
- Der fik vi at vide, at det ville koste cirka en million kroner at bygge en hævet træbro på 100 meters længde og med en bredde på tre meter på strækningen. I udvalget besluttede vi at sende sagen tilbage til den kommunale forvaltning for at få en uddybende redegørelse, før vi traf en beslutning, fortæller Henning Alfred Rasmussen.
Indhentede selv tilbud
- Samtidigt valgte jeg - nok lidt obsternasigt - selv at tage kontakt til et lokalt hegnsfirma. En repræsentant og jeg var sammen nede og kigge på strækningen. Firmaet ville kunne lave en 50 meter lang og 1,90 meter bred træbro med trykimprægneret træ øverst for 106.000 kroner. Beløbet er uden moms.
- Overslaget sendte jeg til den kommunale forvaltning, og så var det, at jeg i mandags, da vi havde sagen til genbehandling var ved at falde ned ad stolen, fortæller Henning Alfred Rasmussen.
- Nu vil træbroen i 3 meters bredde og en længde på 80 meter komme til at koste det hvide ud af øjnene. Nærmere bestemt 2,2 millioner kroner inklusiv rådgivning på 240.000 kroner og 288.000 kroner til ikke forudsete arbejder. Jeg forstår ikke, hvordan forvaltningen kan komme frem til det tal. Jeg blev målløs, siger Henning Alfred Rasmussen, der dog altså nu igen er i stand til at tale.
Afgørelse: Ingen bro
Udgangen på mødet blev, at det politiske flertal har besluttet, at der ikke bliver nogen bro. Projektet til 2,2 millioner og et billigere til 1,7 millioner blev lagt ned. Fremadrettet skal der køres grus på strækningen med et par års mellemrum. De årlige driftsudgifter til det ventes at blive 40.000 kroner.
- Man smider altså et par læs grus på, og det skulle man have gjort allerede i forsommeren, for stien har været en ren katastrofe for de mange, der vil bruge den. Så mit særstandpunkt i sagen - at der skal arbejdes videre med det billige, lokale tilbud på en træbro - skal altså ikke ses som om, at jeg er imod en straksudbedring med grus af stien, understreger Henning Alfred Rasmussen.
Man smider altså et par læs grus på, og det skulle man have gjort allerede i forsommeren, for stien har været en ren katastrofe for de mange, der vil bruge den.
Henning Alfred Rasmussen
- For langt ude i hampen
- Men jeg synes simpelthen, at det, der var fremlagt for os politikere, var så langt ude i hampen, at jeg var nødt til at reagere. Så efter mødet i klima-, teknik- og miljøudvalget har jeg genhørt mig hos hegnsfirmaet, og de siger, at inklusiv rådgivning, vil de kunne lave en broløsning på 80 til 100 meter for 300.000 kroner.
Annonce
- Og det her firma ved altså godt, hvordan man sætter en pæl på blød bund. Deres hovedarbejde består i at sætte hegn på beskyttede arealer og lavbundsarealer, hvor der også står vand, og der er altså et stykke vej - skal vi sige - fra 350.000 kroner og op til 2,2 millioner kroner.
- Forvaltning har svigtet
- Jeg mener ikke, at forvaltningen har lavet det arbejde, der burde være gjort, og det får jeg nok tæsk fra forskellig side for at sige, men det tager jeg imod. Specielt nu, hvor vi sidder i budgetforhandlinger og sparer beløb på 100.000 kroner væk fra mange områder. Der må være en forståelse i forvaltningen for pengene, siger Henning Alfred Rasmussen.
På et naboareal til den ene side er der som led i et naturprojekt standset pumpning af drænvand, og vandstanden er hævet, og Teknik- og Miljømyndigheden har derfor 300.000 kroner stående til stiprojektet.
- De kan så række til nødløsningen med grus i knap otte år, resignerer Henning Alfred Rasmussen.
Må se senere
Det bliver for bekosteligt at gå med løsningen med en hævet træbro, siger formanden for klima-, teknik- og miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V) på flertallet i udvalgets vegne.
- De penge har vi slet ikke.
- Vi må derfor udbedre med grus, som hurtigt som muligt - lige som der er tradition for - og så må vi se på en mere langsigtet løsning senere. Måske er der andre steder på vej op mod naturskolen der også skal have lidt kærlig opmærksomhed, siger Tine Vinther Clausen.
Resten af denne valgperiode bliver løsningen dog grus på den populære sti.
Kilde: Folketidende
Henning Alfred Rasmussen bor selv med udsigt til Søndersø, nær Naturskolen. Arkivfoto: Jan KnudsenJan Knudsen, FT
Seneste artikler
Nikolaj er beviset: Alle tog fejl
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Jobpatruljen rykker ud: Unge skal kende deres rettigheder
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Ejer af grillbar: Alt er smeltet