Handicappet overfaldet

Politiet ser med alvor på et groft overfald mandag omkring klokken 17.50 på hjørnet af Barneholmvej og Enehøjevej i Nakskov, og opfordrer eventuelle vidner til at melde sig.

En 58-årig psykisk handicappet mand, der er beboer i et Bo & Naboskab i Nakskov, var ude at gå tur på en sti, da en flok unge på knallert med deres kørsel chikanerede ham.

Den 58-årige påtalte ifølge eget udsagn deres kørsel, hvilket fik de unge til at stoppe op, hvorefter den ældre mand blev slået og sparket.

Da han kom tilbage i Bo & Naboskabet blev politiet alarmeret. En lægeundersøgelse viser, at der er hudafskrabninger i ansigtet efter slag og tegn på spark i maven.

Den 58-årige har dog ikke kunnet give et særlig godt signalement af mændene, og politiet ved heller ikke hvor mange de var.




Bøller slog og sparkede 58-årig fra Bo & Naboskab i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret