Har formet guldet i 125 år

Dorthe og Susanne styrer butikken, hvor der både sælges eget design og smykker fra populære kollektioner. Foto: Jan Knudsen

BILLEDSERIE: En af Maribos ældste butikker fylder 125 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO I Folketidende, 1. maj 1895, stod følgende at læse:

"I dag aabnes Maribo ny Guldsmedeforretning, som anbefaledes i et Højtæret Publikums velvillige Erindring. Med Højagtelse, Alex Olsen, Guldsmed".

Hr. Alex Olsens guldsmedeforretning på Vestergade 14 ligger den dag i dag på adressen under navnet Guldsmed Kelø.

I næste uge fejrer en af byens ældste butikker således 125-årsjubilæum. Det til trods har butikken ikke haft mange ejere.

Hr. Olsen havde butikken i mange årtier, og med få mellemlægsår købte Egon Kelø guldsmeden i 1955. Siden overtog sønnen Jørgen som medejer i 1972 og som helejer i 1982. Jørgen solgte forretningen til Dorthe Vistisen i 2006 efter at have ejet den i næsten 25 år.

- Jeg havde egentlig ikke noget behov for at se mit navn ude på butikken. Den vil altid være kendt som Guldsmed Kelø. Det navn er kendt for kvalitet. Så det så jeg ikke nogen grund til at ændre på, siger Dorthe.

Hendes forældre var venner med Jørgen og Gyda Kelø, og Jørgen har sågar ført Dorthe op ad kirkegulvet. Så butikken er blevet i "familien".

Opskriften er i bund og grund den samme, som da Alex Olsen åbnede butikken: gedigent håndværk i en fin kvalitet. Det er en opskrift på succes. For trods butiksdød og nethandel ligger Guldsmed Kelø, hvor den altid har ligget.

- Vi mærker da nethandlen. Men der vil altid være behov for det håndværk og de speciellavede smykker og reparationer, en guldsmed kan levere, siger Dorthe.

Oplevelser har hun og Jørgen haft mange af i den lille butik. Blandt de største har været de smykker, der er blevet lavet til dronningen og kronprinsessen, når de har besøgt Lolland. Dronningen har blandt andet fået en ring, da hun besøgte Femø.

- Hun trak straks sin egen diamantring af, puttede den ned i tasken og tog ringen på, fortæller Dorthe stolt.

Jørgen Kelø glædes over, at dronningen stadig virker meget begejstret for den store guldbroche i form af en livagtig guldsmed, hun fik, da hun besøgte Dragon i 1977. Brochen pryder stadig regenten ved mange lejligheder.

Stoltheden over faget og over at kunne levere en ekstraordinær service fylder meget hos alle de ansatte i den lille butik.

Det er også med den stolthed, de fejrer jubilæet fra onsdag til lørdag i næste uge med ekstra gode priser på mange af varerne. Og så kan man tilmed være heldig at få et lille hurra-kys af Dorthe ... i en særlig sukkersød udgave.

Guldsmed Kelø er en lille butik, hvor man kommer hinanden og kunderne ved. Her ses Dorthes mand Kim. Han er klejnsmed, men står også for butikkens graveringer. Skolepigen Astrid fejer gulvet. Butikken får mange forskellige opgaver: reparationer af smykker, armbåndsure og sågar kirkesølv samt specielfremstilling af smykker. Butikkens ansatte følger derfor lollikkerne i livets store stunder. - Jeg havde en herre, der kom ind i butikken. Han var meget syg. Han ville have lavet en bred hvidguldsring med en stor diamant til sin kone. Vi lavede den på blot to dage. Det var en meget dyr ring. To dage efter døde han. Hans hustru blev så glad for ringen. Hun kommer stadig ind i butikken og giver os et klem og fortæller, hvor meget det betød. Det er en af de største opgaver, jeg har haft, fortæller Dorthe Vistisen. Foto: Jan Knudsen
Butikken laver stadig større arbejder som pokaler. Jørgen fortæller, at rosetterne prydede butikkens facade i 1895. Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen