Har vakt opsigt mange steder: Nu advarer de mod at lukke det

Christina Rosendahls film "Fuld af kærlighed" er med til at vise vigtigheden af, at hele familien tager del i alkoholbehandlingen. Lolland Kommunes projekt "Familie og alkohol" ser netop på hele familien, men det kan nu blive sparet væk. Foto: Louise McLaughlin/Nimbus Film

Lolland Kommunes "Familier og alkohol" har vakt opsigt i mange andre kommuner, og bliver det sparet væk kan det få andre til at opgive at gå samme vej, lyder det fra organisationen Alkohol & Samfund.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Når Lolland Kommunes social- og arbejdsmarkedsudvalg senere på året skal svinge sparekniven, kan forebyggelsesprojektet "Familier og alkohol" være noget af det, der bliver nødt til at lukke. Medarbejderne har de første tre år hjulpet 69 familier, hvor det i langt de fleste tilfælde har været muligt at undgå egentlig misbrugsbehandling, men prisen på 1,3 million kroner kan være for høj.

Det vil være en katastrofe, hvis det bliver lukket, og der er behov for at politikerne her tænker langsigtet.

Bjarne Stenger Elholm

I organisationen Alkohol & Samfund advarer souschef og leder af Alkolinjen, Bjarne Stenger Elholm, mod, at kommunen fører spareplanerne ud i livet.

- Der er tale om et veletableret koncept, der har været bemærket i andre dele af landet. Andre kommuner har været meget inspireret af Lolland Kommunes indsats, og der er andre steder, hvor man arbejder med lignende tiltag. Hvis Lolland Kommune lukker "Alkohol og familier", vil det skabe usikkerhed om bæredygtigheden, forklarer han.

Lukning vil være katastrofe

Hvis politikerne vælger at lukke tilbuddet, som primært er forebyggende, vil det i andre kommuner kunne opfattes som om, at det ikke er muligt at drive det med succes. Også selv om virkeligheden er en anden.

- Kommunen har hjulpet og reddet mange familie ved at have dette tilbud. Det vil være en katastrofe, hvis det bliver lukket, og der er behov for, at politikerne her tænker langsigtet, siger Bjarne Stenger Elholm, der har en master i folkesundhedsvidenskab og 20 års erfaring med alkoholbehandling i regionalt og kommunalt regi.

Han påpeger, at "Familie og alkohol" faktisk taler ind i nogle temaer, der er særdeles relevante i øjeblikket omkring både behandlingsgaranti og at se familierne som en helhed. Det er blandt andet også det, der er omdrejningspunktet i Christina Rosendahls anmelderroste film "Fuld af kærlighed".

Barndom kan give traumer

Gennem et forebyggende tiltag, som det Lolland Kommune nu har haft i mere end tre år, er det muligt at fange borgerne, inden alkoholmisbruget udvikler sig til noget meget slemt. Det sker, primært fordi kommunen er gode til at uddanne personalet til at små tegn på mistrivsel blandt børn i vuggestue eller skole, og dermed har mulighed for at stille spørgsmål til forældrene meget tidligt i forløbet.

Forsvinder projektet, kan følgerne være alvorlige, forklarer Bjarne Stenger Elholm.

Det kan have alvorlige følger, hvis børn vokser op i familier med alkoholmisbrug. Arkivfoto: Anders Brohus

- Børn, som vokser op i en alkoholiseret familie, vil ofte opleve en usikker hverdag. De vil eksempelvis kunne opleve voldsomme skænderier mellem forældrene, og der er risiko for, at de udvikler psykiske lidelser eller selv får misbrugsproblemer. I det hele taget kan det give en opvækst med forskellige former for traumer.

Spareforslaget er blot ét ud af en lang række, som er taget med til videre behandling, når social- og arbejdsmarkedsudvalget mødes igen til august.