Havde testosteron med i bilen

Arkivfoto: Anders Knudsen

32-årig fik bøde for at medbringe dopingmidler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet anholdt og sigtede tirsdag klokken 19.29 en 32-årig udenlandsk mand, som godt en time tidligere var ankommet med færgen til Rødbyhavn.

Toldstyrelsen standsede nemlig klokken 18.30 en bil med to personer. Den 32-årige var blandt passagererne.

I bilen fandt Toldstyrelsen 31 enheder med testosteron, som tilhørte den 32-årige mand.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Løsladt efter afhøring

Politiet sigtede manden for at overtræde lov om forbud om visse dopingmidler og konfiskerede stofferne.

Den 32-årige blev afhørt på politistation i Rødbyhavn og blev løsladt klokken 20.30.

Manden fik en bøde på 1.000 kroner.