Havnefest i Nysted

 

Planlægningen for årets havnefest er allerede i fuld gang. Det er de tre foreninger Lions Club, Nysted Sejlklub og Vantore Håndboldklub, der samarbejder om årets havnefest. Bestyrelsen får forlænget deres forberedelsestid lidt i år, da Havnefesten først afholdes lørdag 31. juli. 
Festen vil i år være en slags “optakt” til det store Hajkuttertræf, som afholdes ugen efter 2.-4. august. Pladsen vil også være ny, idet man rykker hen ved parkeringspladsen foran Hotel Nysted Havn. Festlighederne starter kl. 12 med servering af gratis nyrøgede hornfisk og herefter vil der være tombola, hestevæddeløb og konkurrence i vandhockey for børn og unge. Som noget nyt afholdes der i år Dragebådsregatta. 
Man opfordrer blandt andet firmaer til at lave årets firmaudfludt om til en tur på vandet. Det kan sagtens gå hen at blive den firmaudflugt man aldrig glemmer. Dragebådsregatta er en konkurrence for alle, som kan stille med et hold på 8-10 personer. Tilmelding senest 1. juli til Helle Løje på tlf. 4029 3574 eller mail: helleloje@hotmail.com. 
Helle giver også gerne flere oplysninger om arrangementet. Aftensmaden vil igen i år bestå af slagterens grillmenu og senere på aftenen underholder bandet “Efter skoletid”. Bandet er kendt for at spille medrivende og festligt dansemusik. God tressermusik og fremefter, og det kan godt afsløres, at det er en rum tid siden nogle af medlemmerne fra bandet er “kommet hjem fra skole”. 

Offentliggjort Sidst opdateret