HED DEBAT: - EN BOULEVARD ER SGU DA IKKE EN BOULEVARD UDEN TRÆER
Parkforvalter Helle Kjørup Nielsen og fagansvarlig for Vand og Natur i Lolland Kommune Bent Hansen var mødt op for at møde beboerne på Østre Boulevard i Maribo forud for kommunens plantning af nye træer i rabatterne ved vejen. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Det var absolut ikke alle naboer, der dukkede glade op til Lolland Kommunes borgermøde om nye træer på Østre Boulevard.
MARIBO: - En boulevard er sgu da ikke en boulevard uden træer!
Snakken blev til tider lidt højlydt, da beboerne på Østre Boulevard i Maribo mødtes uden for nummer 37 torsdag eftermiddag.
Her var de inviteret til udendørs borgermøde af Lolland Kommunes Park&Vej-afdeling.
Der er ikke mange træer tilbage i rabatterne på Østre Boulevard. Nu skal der nye træer op, men de kommer til at forandre boulevarden markant. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Siden Maribo Kommunes tid har der stået små formbeskårede træer i rabatterne på Østre Boulevard. Men nogle af disse træer er blevet fjernet på grund af sygdom, så der nu ikke er mange tilbage.
Lolland Kommune vil derfor gerne sætte nogle nye træer, og helst nogen der ikke skal beskæres, da kommunen skal spare, hvor der spares kan.
Annonce
De nye træer på Østre Boulevard bliver mange gange højere end de nuværende småtræer. Foto: Claus HansenClaus Hansen
På borgermødet fortalte kommunens parkforvalter Helle Kjørup Nielsen om de tre forskellige slags elmetræer, der er valgt til at blive sat på Østre Boulevard - og det bliver en lidt anden oplevelse end de små nysselige træer, der har stået der tidligere.
Nye elmetræer på Østre Boulevard
Pengene er allerede sat af til de nye træer på Østre Boulevard. Projektet koster 300.000 kroner.
I alt bliver der formentlig sat cirka fyrre elmetræer på Østre Boulevard.
Elmetræerne kan blive op til 18 meter i højden.
Der er tale om de tre elmesorter Ulmus Lobel, Ulmus Columella og Ulmus Dodoens. Kronerne vokser en smule forskelligt, og løvet får forskellige gule nuancer før løvfald.
Man blander tre forskellige sorter for at mindske risikoen for sygdomme.
Kilde: Lolland Kommune
Elmetræerne er, allerede når de sættes, mellem fem og seks meter høje. Men det er ingenting, for træerne kan ende med at blive helt op til 18 meter i højden. Netop det, og det store bladfald fra træer med meget større kroner, var flere af beboerne noget lorne over.
- Behøver de da være så store? Kan vi ikke bare få nogle rønnetræer?, lød spørgsmålet.
Behøver de da være så store? Kan vi ikke bare få nogle rønnetræer?
Beboer på Østre Boulevard til borgermøde om nye træer
- Nej desværre. For rønnebærtræerne har for lave kroner. Træerne står for tæt på vejbanen, og så skal vi have træer med en krone oppe i fire-fem meters højden af hensyn til skralde- og lastbiler, forklarede Helle Kjørup.
Kommunen havde taget et luftfoto med, så beboerne kunne se, hvor træerne skal stå. Foto: Claus HansenClaus Hansen
- Ja, så siger vi "nej tak", konstaterede damen, som spurgte.
- Du siger først, at det handler om beskæring ... men nu er det på grund af skraldebiler. Det hænger ikke sammen, sagde en beboer, der helt tydeligt heller ville være fri for træer på boulevarden.
- Men, en boulevard er sgu da ikke en boulevard uden træer!, argumenterede en nabo, der gerne ville have træerne.
- Kan vi måske som kompromis få det sådan, at det ikke er hvert hul, men kun hvert andet, der sættes træer i?, spurgte en dame.
- Det kan vi måske nok kigge på, nikkede Kjørup Nielsen.
Sygdomsresistente
Annonce
Andre var bekymrede for skyggerne, de store træer vil komme til at kaste i forhaverne, mens andre igen var bekymrede for den ravage, træernes rødder kan forårsage på rørledninger.
- Vi vil gøre alt for at undgå skader på rør og ledninger, forsikrede parkforvalteren.
- Bare glem det, det er jo allerede besluttet, vrissede en beboer vredt.
Nogle beboere ville helst være træerne foruden, mens andre glædede sig til at se Østre Boulevard med træer igen. Alle deres meninger blev registreret. Foto: Claus HansenClaus Hansen
- Vi holder mødet her, fordi vi gerne vil høre, hvad I har at sige, sagde Helle Kjørup Nielsen.
At kommunen har valgt elmetræer, vakte også en bekymring på grund af elmesygen, der har ramt mange elmetræer her i landet.
- Disse elmetræer er sygdomsresistente. Det er nye sorter, som også er tørketålende og i det hele taget meget klimaresistente, forklarede parkforvalteren.
Hun gik i slutningen af mødet rundt til alle beboerne og fik deres mening skrevet ned på et stykke papir. De fleste endte med at sige "ja tak" til de nye kæmper på Østre Boulevard.
- Ja, jeg synes altså, det er noget så dejligt med træer, sagde en dame til en anden dame, der nikkede smilende op i luften, som om hun allerede kunne forestille sig efterårsfarverne i det raslende løv.
Lolland Kommune havde kaffen med og fortalte beboerne om de nye træer, der skal stå på deres vej. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Om alt flasker sig, som kommunen vil, sættes elmetræerne allerede på plads her i efteråret, så boulevarden atter kan få rækker af træer i rabatterne.
Seneste artikler
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
135 blev blitzet: Én havde meget travlt
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Efterlyser vidner i sag om grov vold