Hun er nede i knæ, skuldrene kører problemet frit rundt og benene bliver strakt ud og holdt over halgulvet, som om det var den nemmeste øvelse i verden. Helga Carlsen har da også masser af erfaring. I næsten 85 år har hun gået til gymnastik, i 65 år har hun været instruktør og de sidste 35 år har hun været bannerføre for dagidrætten i Errindlev. Men nu er det slut.
Onsdag formiddag har hun sit sidste hold. Den sidste time af mange, mange tusinde, som hun gennem årene har stået for. På et tidspunkt havde hun hold i flere af landsdelens gymnastikforeninger, og der er ikke blevet pustet meget ud.
- Jeg har faktisk ikke holdt nogen pauser. Der har været nogle sygdomme, hvor jeg har været væk få gange, men så snart jeg kunne møde op igen, gjorde jeg det. Derfor har det heller aldrig strejfet mig, om jeg skulle blive ved eller om jeg var træt af det, fortæller hun.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Selv om hun snart runder de 95 år, klarer Helga Carlsen uden problemer de øvelser, som hun tager sit dagidrætshold igennem. Foto: Palle Nevad FrandsenPALLE NEVAD FRANDSEN
Vil selv sige stop
Annonce
Og Helga Carlsen er ikke træt af det. Flere af de andre - der er noget yngre end instruktøren - fortæller, at hendes form er bedre end deres. Der bliver da også joket med, at hun måske vender tilbage. Men det gør Helga ikke. Beslutningen er taget.
- Jeg vil gerne være den der siger stop. Nogle gange har jeg haft brug for lige at sætte mig på en stol, og så blot bede deltagerne om at gøre, hvad jeg siger. Det kan med lidt god vilje sagtens fungere, så længe musikken bare spiller, siger den snart 95-årige gymnastikinstruktør. Men det huer hende ikke. Helga Carlsen går gerne forrest.
Jeg vil gerne være den der siger stop.
Helga Carlsen
Ved weekendens gymnastikopvisning blev hun hyldet af 300 publikummer, der gav den sydlollandske ildsjæl med sydfynske rødder stående applaus. Det rørte hende dybt. Taknemmeligheden fra den egn, som altså egentlig ikke var hendes egen, men som tog så godt imod hende, da hun fandt lollandsk kærlighed, gør indtryk.
Tid til nye sysler
Men ikke nok til at holde hende i instruktørrollen. Og Helga Carlsen regner heller ikke med selv at skulle gå til dagidræt. Tiden er inde til at finde andre sysler, som hun kan fylde dagen med, og der er ingen frygt for at komme til at kede sig. Hus, have og ture i bilen kan det stadig blive til - og ellers må der jo opfindes nye fritidsinteresser.
Helga Carlsen føler sig ikke træt, men vil gerne stoppe som instruktør mens hun selv kan tage beslutningen. Derfor underviste hun sit sidste hold i dag. Foto: Palle Nevad FrandsenFoto: Palle Nevad Frandsen
Der er selvfølgelig også familien. En søn og en datter bor stadig tæt på, og de holder lidt ekstra øje med deres mor.
- Jeg har jo gjort meget for dem, og nu gør de så noget for mig, hvis jeg har behov for det. Og det har jeg jo nok, siger hun stille.
Overrasket af familien
Den sidste datter, Lena, bor i København, men hvad Helga ikke ved er, at hun har taget turen til Lolland denne dag. Pludselig træder hun ind i Errindlev Hallen sammen med Helgas børnebørn og oldebørn. For en stund bliver hun mundlam.
Med har de en kage, der hylder de 35 år med dagidræt, og en af de faste traditioner er, at gymnastikken sluttes med kaffe og kage - og sådan bliver det også på Helgas sidste dag som instruktør. Nu kan hun endelig kalde sig pensioneret.