NAKSKOV: Fortryllende, magisk og fantastisk var nogle af de ord, som lød igen og igen, da nok et par tusinde lollikker begav sig væk fra Sydkajen lørdag eftermiddag. De havde netop overværet den kongelige sommerballets turnéforestilling, som var en smuk gang blandede bolsjer af både gamle klassikere og nye forestillinger. Alt sammen danset af nogle af de dygtigste dansere i landet.
Det er første gang, at vi gæster Lolland i dette set-up, men vi har kæmpet i rigtig, rigtig mange år for at komme herned.
Annette Berner, turné- og gæstespilschef
Lolland Kommunes fritids- og kulturudvalg gav sidste år 75.000 kroner for at få sommerballetten på visit. Daværende udvalgsformand, Tine Vinther Clausen (V), var slet ikke i tvivl om, at det var penge, der ville være godt givet ud. For nok de færreste lollikker tager til København for at se ballet.
Mange tog imod tilbuddet om en gratis tur ind i den kongelige ballet, hvor der var smagsprøver på både nye og klassiske forestillinger - leveret af dansere fra ind- og udland. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
- Ved at balletten kommer ud til os i stedet for, kan måske være med til at så nogle frø, som gør, at folk tænker: “Hold da op, hvor er det fantastisk. Det vil vi også gerne se en dag og opleve på den nationale scene, når vi kommer til København,” sagde hun til Folketidende i november.
Takkede de lokale kræfter
Hvor mange af lørdagens gæster, der tidligere har været i Det Kongelige Teater for at se ballet, er svært at spå om, men nogle oplevede det uden tvivl for første gang.
Annonce
Placeringen på så åben en plads som Sydkajen gav mulighed for, at publikum kunne følge både opvarmning og livet bag scenen. Her kunne man se dansere få massage, når de ikke lige var oppe og danse yndefuldt rundt, og den del af publikum som sad tæt på omklædningen fik både lidt stivelse i håret, og duften af hårlak, da en af danserne skulle være helt sikker på, at lokkerne blev på den ønskede plads.
Det kan være svært at se scenen, når man ikke er så høj. Men så er der heldigvis hjælp at hente, ved at tage en trappestige med. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
I sin velkomst forklarede turné- og gæstespilschef Annette Berner, at det var et stort ønske, som nu var gået i opfyldelse.
- Det er første gang, at vi gæster Lolland i dette set-up, men vi har kæmpet i rigtig, rigtig mange år for at komme herned. Nu er det lykkedes, sagde hun og modtog applaus fra de mange fremmødte.
Interessen for gratis ballet var stor, og folk havde både tæpper og madkurv med til havnen i Nakskov. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
At danserne snurrede sig gennem eftermiddagen på Lolland, og lavede spring højt op i den vestlollandske luft, skyldtes ikke mindst gode samarbejdspartnere.
- Nakskov Handel & Erhverv har været en kæmpestor lokal hjælper, slog Annette Berner fast, og fremhævede især eventmanager Katrine Hartmanns indsats.
Et værre cirkus
En god times tid før de første trin blev taget var masser af gæster på plads. Et stort område var reserveret dem, der ville sidde på tæpper, mens andre satte sig i campingstole rundt om. I den smukke sommersol, dog tilsat en dejlig svalende vind, blev der skruet godt op for hyggen.
Samspillet mellem de smukke, lette bevægelser på scenen, og den store driftige erhvervshavn i baggrunden virkede helt fortryllende. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Mange havde taget rosévin med, og sad og nød det, mens forestillingen fandt sted. Der var snacks, og i det hele taget en stemning, som var det kongelige besøg værdig.
På scenen leverede danserne varen, og kulissen med Nakskov i baggrunden og samspillet mellem kunst på højeste niveau og en driftig erhvervshavn virkede helt formidabelt. Skulle der dryppes bare en enkelt dråbe eddike i vinglasset, var det ankomsten af Cirkus Arena.
Annonce
Programmet på sommerturnéen
Gotta Dance! (2022)
Giselle (1841)
Svanesøen (1877)
Rubiner (1967)
Don Quixote (1869)
Blixen (2019)
Sylfiden (1836)
To lastbiler kom støjende til midt under forestillingen, og mens de mange mennesker gik eller kørte fra havnen, kom mindst fire lastbiler mere, som begav sig ind midt i et trafikalt kaos. I de øjeblikke var det ikke ballettens ynde af lette trin, pirouetter og imponerende spring, man kom til at tænke på, det var at det hele nemt bliver et værre cirkus.
Det kunne dog ikke ødelægge en fin stemning efter en smuk lørdag eftermiddag ved havnen.
Seneste artikler
Mand stjal barnevogn
Ekstra fokus på de ældre i varmen
Kendt læge åbner café: - Det bliver lidt spis-sammen-agtigt
Kø på Rute 9: Mammut-lastbil reddede traktor fra brand
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Uheld på Sydmotorvejen: Flere biler involveret
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Lolland kan lukke skoler og plejecentre igen