"Helt vildt sindssyg" weekend overstået: Folk valfartede til

Flere lollandske ishuse havde rygende travlt med at lange kolde fristelser over disken. Blandt andet hos Nakskov Fjord Camping ved Hestehovedet Strand. Arkivfoto Claus Hansen

Weekenden blev en hed en af slagsen, hvor den højeste temperatur i juli blev målt på Lolland. Det kunne de lokale isboder også godt mærke på salget, hvor der skulle løbes hurtigt for at følge med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er gået de færrestes næse forbi, at vejret i weekenden i dén grad indbød til strand, vand - og is.

Folketidende har allerede fortalt om Marielyst Is, der havde så godt et salg, at omsætningen slog rekord - både lørdag og igen søndag. Og det var ikke kun på Falster, folk gik til vaflerne.

Længere mod vest har ishusene på Lolland nemlig også haft rygende travlt med at skovle iskugler i sommerheden. Ved DMI's målestation i Langø nåede temperaturen op på svimlende 30 grader søndag.

- Vi havde da en flot weekend, må vi erkende, siger Thomas Fugl, der ejer Nakskov Fjord Camping, som har ishus ved Hestehovedet Strand.

- Men det var så også de to første stranddage, vi har haft – altså hvor stranden virkelig har været velbesøgt. Vi har ikke haft omsætningsrekord, men der har været travlt. Især fra klokken 14-17 har der været rigtig mange mennesker forbi, siger han og tilføjer, at badevandet på Hestehovedet nåede helt op på 24 grader søndag.

Næsten tømt

I Maribo har Søpark Kiosken også godt kunnet mærke, at den har stået på høj sol og varme hele weekenden, fortæller indehaveren Birthe Lise.

- Det er gået helt vildt sindssygt. Vi nåede ikke omsætningsrekord, men vi har ligget på den pæne side af 500 solgte is per dag både fredag, lørdag og søndag, så vi er deropad. Det har været fantastisk dejligt med sommervejr, siger hun og fortæller, at ismontren skriger efter nye forsyninger.

- Jeg er glad for, min ismand kommer forbi i morgen, for de har nærmest spist det hele. Det er jo lidt en luksusudfordring, men det er nok meget godt, vi har lidt køligt vejr i dag (mandag, red.), griner hun.

Maribo har været ekstra proppet henover weekenden, hvor Maribo Jazz har trukket musikelskere til byen. Dog har størstedelen af kunderne været børnefamilier, fortæller Birthe Lise.

Hvad køber folk i varmen?

Begge iskiosker beretter om ændrede købsmønstre, når sommervejret for alvor rammer på Lolland.

- Det har været mange milkshakes i løbet af dagene. Dem har vi solgt en del af i weekenden. Salget af drikkevarer stiger også markant, og der ryger meget vand og iste over disken, siger Birthe Lise fra Søpark Kiosken.

I Nakskov er det især en helt bestemt form for is, kunderne tyr til i varmen.

- Vi kan jo se, når temperaturen stiger, så stiger efterspørgslen på sorbet også, siger Thomas Fugl.

- Det er sorbeterne og de lette produkter og klassikere som jordbær, vanilje og chokolade, der sælger. Astronautis i kugleform er også rigtig populær i varmen, siger han og tilføjer, at salg af vand og slushice også stiger markant på dage, som dem man så i weekenden.