Henrik gjorde et mystisk fund i dødsbo

Henrik Friis har taget et billede af de tre rustninger, der dukkede op i huset i Vestenskov. Privatfoto

Da et nedrivningsfirma for nylig var ude i et dødsbo, fandt man intet mindre end tre store rustninger, der stod udsmykket i dagligstuen. Nu søger firmaet efter folk, der er interesseret i at overtage rustningerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

VESTENSKOV: - Jeg tænkte, det var nogle flotte fyre. Så de skulle selvfølgelig med.

Henrik Friis, der er medejer af nedrivningsfirmaet Dem fra Nordlunde sammen med broren Martin Friis, blev noget overrasket, da han forleden var ude i et dødsbo i Vestenskov på det sydvestlige Lolland.

Huset skal rives ned. Men inden da var han ude for at kigge, om døre, vinduer og andet kan genbruges, inden nedrivningen igangsættes.

Rustninger i dagligstuen

Der mødte han "de flotte fyre" - tre rustninger, der stod i dagligstuen.

- Vi har fundet mange ting igennem årenes løb, men vi har sgu aldrig fundet tre rustninger. Det var simpelthen for vildt. Når vi opdager sådan noget sjovt, så skal vi have det med hjem, siger Henrik Friis.

Efter fundet skyndte han sig at lægge et billede af rustningerne op på Facebook i håb om, at nogen kunne gøre ham klogere på, hvad historien bag rustningerne er.

Artiklen fortsætter efter facebookopslaget ...

Efterlyser aftager

Torsdag morgen blev han kontaktet af den afdøde mands niece.

- Det viser sig, at ham, der har boet i huset, selv har lavet to af rustningerne, mens den sidste er købt i København for mange år siden. Her er der tale om en antik rustning, fortalte niecen Henrik Friis.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Brødrene Martin (til højre) og Henrik Friis (til venstre) ejer sammen nedrivningsfirmaet Dem fra Nordlunde. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Nu efterlyser Dem fra Nordlunde et nyt hjem til rustningerne. Familien til den afdøde mand var ikke interesseret i at få dem.

- Jeg har allerede fået 10-12 mails fra interesserede, men man får dem ikke sådan bare lige. Man skal komme med nogle gode idéer til, hvad man vil bruge dem til, så de ikke bare ender hos en, der sælger dem videre, siger Henrik Friis og fortæller, at hvis ikke de rigtige dukker op, beholder firmaet dem selv.

Fundet granater og maskingeværer

Henrik Friis og hans bror, Martin Friis, har været en del af firmaet i mange, mange år.

- Det er min far, der startede virksomheden for 75 år siden. Mig og min bror er vant til at finde lidt af hvert, når vi er ude for at rive ned, siger han og fortæller, at de flere gange er stødt på sprængstoffer.

- For mange år siden fandt vi en pose med håndgranater i et hus i Havnegade i Nakskov. Vi har også fundet maskingeværer. Der dukker lidt af hvert op, når man først begynder at brække gulvet op. Jeg har også fundet et glas fyldt med gebisser med guldtænder, siger han.