Her stiger vand-kulturen
Kulturen både stiger og sejler, efter at Danmarks første vandkulturbåd i går blev søsat i Nakskov Havn.
Båden er udviklet på foranledning af Lokale- og Anlægsfonden, som betaler halvdelen af udgifterne, og båden placeres i Ishøj Havn ved København.
I første række var det vinterbaderne, kommunen havde i tankerne. De savner et sted, hvor de efter det kolde gys kan bade og klæde om. Det får de nu, men tanken er, at vandkulturbåden også skal stå til rådighed for morgen-jogging, for kano- og kajakroere og andet godtfolk, der færdes på havnen.
Det er firmaet Water Living A/S der har udviklet vandkulturbåden for Lokale- og Anlægsfonden. Arkitekt Mikkel Stewart håber, at det bliver den første af en række vandkulturbåde.
Selve skroget er bygget i Estland og sejlet til Nakskov i bunden af en coaster. Her er apteringen så foregået, og der går tre uger endnu, før båden er klar til aflevering.
- Nakskov har utrolig gode faciliteter til at løse den slags projekter. Havneplads, en meget stor kran og store haller til rådighed. Vi er meget tilfredse, siger Mikkel Stewart.
Vandkulturbåden er på 56 kvadratmeter, men med fuld tagterrasse, og kan bære 200 mennesker. Syv kvadratmeter er indrettet som sauna. Desuden er der naturligvis toiletforhold, tekøkken og opholdsrum.
Hele herligheden vejede 103 tons, så der måtte sættes nogle tons af på pladsen, inden havnens store 100 tons kran løftede kulturen ud på vandet, hvor den opførte sig så kultiveret som forventet.
Danmarks første flydende klubhus til vinterbadere og andet godtfolk i Ishøj Havn søsat i Nakskov.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned