Historisk øjeblik: De første dele af tunnellen er i vandet

Flere tunnelelementer er på vej ud i bassinet i den kommende tid, efterhånden som de bliver færdigstøbt i fabrikken. (Video: Femern A/S)

Offentliggjort Sidst opdateret

De har været flere år undervejs.

Men nu er det endelig sket:

De første to færdige tunnelelementer til Femern Bælt-tunnelen er nu trukket fri af tørdokken ved Rødbyhavn og ligger i bassinet foran den store fabrik, hvor de er blevet produceret.

Udsejlingen af de massive betonmoduler, der hver vejer 73.500 ton, skete efter en længere periode med omfattende tests.

Både vandopfyldningen i tørdokken og lukningen af fabrikshallens vandtætte port blev forudgående afprøvet for at sikre en vellykket operation.

Flere elementer på vej

Flere tunnelelementer er på vej ud i bassinet i den kommende tid, efterhånden som de bliver færdigstøbt i fabrikken.

Før de kan nedsænkes på havbunden, skal hovedentreprenøren FLC dog gennemføre en række sidste tekniske justeringer.

Når det første element skal sænkes ned, bliver det forbundet med to store arbejdsfartøjer, der skal styre processen.

Foto: PR

Samtidig tilføres ekstra ballastbeton, så elementet får tilstrækkelig vægt til at synke kontrolleret og placeres præcist på havbunden.

Indtil videre er syv standardelementer blevet støbt og flyttet ud i bassinet.

Derudover er der produceret to specialelementer, som rummer en ekstra kælderetage til tunnelens tekniske systemer.

I alt skal 89 elementer fremstilles og nedsænkes, før Femern Bælt-tunnelen står klar.