Hofor i afklaringsfase - har ikke opgivet vindmøller

Lolland Kommune har i lokalplanen og miljørapporten antaget, at en kollisionsrisiko med møllerne på op til to procent af bestanden ikke vil påvirke nogen af fuglearterne. Men den skal ned på mindre end 1 procent, mener et enstemmigt Planklagenævn. Foto: Jan Knudsen

Har ikke opgivet vindmøllerne ved Bogø Inddæmning på Vestlolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

BOGØ INDDÆMNING: Når medlemmerne af klima-, teknik og miljøudvalget i Lolland Kommune mødes til månedsmødet i udvalget på mandag, vil de også få en orientering om vindmøllerne ved Bogø Inddæmning.

- Jeg har bedt direktør ved kommunen, Rikke Jensen, og sektorchef for teknik- og miljømyndigheden, Jytte Harpøth, om at orientere os, oplyser formanden for udvalget, Tine Vinther Clausen (V).

Fire foreninger har klaget over Lolland Byråds vedtagelse sidste sommer af lokalplan og miljørapport for de otte vindmøller, og Planklagenævnet har nu behandlet klagerne og ophævet tilladelsen til at opstille vindmøllerne.

Har ikke opgivet projektet

Det er Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, der ønsker at opføre vindmøllerne sammen med tre lodsejere ved Bogø Inddæmning.

Vi er naturligvis enormt ærgerlige over kendelserne fra Planklagenævnet og Natur- og Fødevareklagenævnet. Vi er nu i gang med at læse dem grundigt igennem, så vi kan tage stilling til det videre forløb.

Jesper Pedersen, Hofor

- Vi er naturligvis enormt ærgerlige over kendelserne fra Planklagenævnet og Natur- og Fødevareklagenævnet. Vi er nu i gang med at læse dem grundigt igennem, så vi kan tage stilling til det videre forløb, siger Jesper Pedersen, der er chef for Vind og Energihandel i Hofor.

- Vi noterer os indtil videre, at der ikke er tale om en afvisning af projektet, men en hjemvisning til fornyet behandling. I Hofor har vi derfor ikke opgivet projektet endnu - men det er naturligvis noget, som vi også vil skulle afklare i dialog med Lolland Kommune, tilføjer chefen i Hofor.

Opbakning fra borgmester

Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), har fredag i en kommunal pressemeddelelse slået fat, at han fortsat mener, at opstilling af vindmøller ved Bogø er et godt og vigtigt projekt for Lolland.

- Vi tager naturligvis afgørelsen til efterretning, men det ændrer ikke på min vurdering af, at opstilling af vindmøller ved Bogø er et godt og vigtigt projekt for Lolland og - med det fornyede fokus på grøn omstilling og uafhængighed af russisk gas - også for det danske samfund som helhed, skriver Holger Schou Rasmussen.

- Næste skridt bliver at få afklaret, om opstillerne fortsat ønsker at gå videre med projektet. Det håber jeg, fortsætter borgmesteren.

Borgmesteren glæder sig videre over, at afgørelsen er på over 100 sider med en grundig gennemgang af de enkelte klagepunkter, hvor de fleste afvises.

Det gælder for eksempel påvirkning af padder og flagermus, påvirkning af de fugle, som ikke er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, påvirkning af landskabelige og kulturhistoriske værdier, belysning af alternativer til projektet, begrundelsen for at inddrage kystnærhedszonen og det foreslåede opstillingsmønster.

Medhold på to punkter

Planklagenævnet giver klagerne medhold på to punkter.

For det første har Planklagenævnet slået fast, at det ikke i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at opstillingen ikke vil påvirke fuglelivet i Natura 2000-området negativt.

Der efterspørges således en konkret vurdering af betydningen for hver enkelt af de fuglearter, der har dannet grundlag for udpegningen af Nakskov Fjord som Natura 2000-område.

Specifikt nævnes rørhøg som en art, hvor der ikke er foretaget en individuel vurdering.

For det andet har Planklagenævnet afgjort, at der er uoverensstemmelse mellem kommuneplanens generelle retningslinjer for opstilling af vindmøller og den konkrete lokalplan.

Det må der ikke være, fordi de generelle principper i kommuneplanen altid skal sætte rammerne for udformningen af de efterfølgende lokalplaner.

Konkret handler det om forholdet mellem totalhøjde og rotordiameter på møllerne og om afstanden mellem vindmøllerne og kommunens overordnede vejnet.

Det er ejeren af projektet, der skal sørge for at sikre den dokumentation i miljøvurderingen, som Planklagenævnet savner, mens det er kommunens ansvar at sørge for overensstemmelse med kommuneplanen.