Holger anklager oppositionen for chikane efter afgørelse "i slowmotion"

Holger Schou Rasmussen er ikke overrasket over Ankestyrelsens afgørelse, men mener, at oppositionen misbruger initiativretten. Arkivfoto Anders Knudsen

Når Enhedslisten og Lokallisten Lolland bruger initiativretten i sagerne om specialskolen og færgestrategien, chikanerer de byrådet, mener borgmesteren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et dramatisk byrådsmøde i april 2022 endte i kaos, da borgmester Holger Schou Rasmussen (S) nægtede oppositionen ordet.

Bente Borreskov (EL) og Leo Christensen (LL) havde rettidigt indsendt et forslag om Specialskolen, men det var kun sat på en tillægsdagsorden.

Da flertallet besluttede at afvise sagen uden debat, insisterede Borreskov på sin ret til at tale, men borgmesteren nægtede hende ordet.

Det udløste voldsomme protester, og en ekspert bekræftede senere, at borgmesteren brød reglerne.

Efter mødet undskyldte han og erkendte sin fejl, men oppositionen klagede til Ankestyrelsen.

Nu – næsten tre år senere – er afgørelsen klar: Borgmesteren og det flertal, der fulgte hans anbefaling, handlede i strid med Kommunalbestyrelsesloven.

Slowmotion

Afgørelsen med Ankestyrelsens kritik er, som Holger Schou Rasmussen havde forventet.

- Det var jeg enig i for to og et halvt år siden, hvilket jeg også meddelte Bente og omgivelserne dengang. Afgørelsen kommer, må man sige, i slowmotion. Det undrer mig, det skal tage to og et halvt år. Når vi som kommune skal svare Ankestyrelsen, så er responstiden meget kort, bemærker han i en skriftlig kommentar til Folketidende.

Trods kritikken fastholder han, at oppositionen efter hans mening misbruger initiativretten.

- Det, der er kendetegnende for initiativsagerne fra Enhedslisten og Lokallisten Lolland, er, at de alle har været behandlet før af byråd eller fagudvalg. Både denne sag og også de seneste. Færgestrategien er endnu et eksempel: Behandlet tilbage i 2023. Og fordi man ikke er enig i den oprindelige beslutning, misbruger man i mine øjne sin initiativret og sætter den nøjagtig samme sag på byrådets dagsorden, siger han.

Principielt urimeligt

Holger Schou Rasmussen har derfor spurgt Ankestyrelsen om, hvornår et byrådsmedlem ikke længere kan sætte den samme sag på flere gange, og om kommunalbestyrelsen skal tage stilling hver gang. Han mener nemlig ikke, at man skal kunne få den samme sag på igen og igen.

- Hvis det er en mulighed, så kan man køre chikane på et byråd, som en gang har truffet en beslutning. Det er det, jeg vurderer, er tænkningen fra Enhedslisten og Lokallisten Lolland. I princippet kan man jo så sætte den samme sag på samtlige byrådsmøder, hvis man ikke er tilfreds med den beslutning, et flertal har taget. Det syntes jeg principielt er urimeligt over for et flertal, siger han og tilføjer, at han først forventer Ankestyrelsens svar på de spørgsmål om et par år.

Hvis det er en mulighed, så kan man køre chikane på et byråd, som en gang har truffet en beslutning.

Holger Schou Rasmussen, borgmester

Leo Christensens kritik tager han også helt roligt:

- Hvad Leo mener om mig, betyder intet. Jeg lytter først og fremmest til konstitueringspartierne og hører deres mening.