Horslunde strøg til tops

Studievært Sille Roulund og et kamerahold fra TV2 ØST har i de seneste fem måneder besøgt 18 landsbyer spredt ud over hele Region Sjælland for at kåre regionenes bedste landsby. Alle landsbyerne har anstrengt sig til det yderste for at præsentere sig bedst muligt for seerne ogdet dommerpanel, der nu sammen har udvalgt Horslunde som vinder blandt de tre finalister. De to andre finalister var Undløse og Bjergsted, som begge ligger mellem Kalundborg og Holbæk.
Horslunde og Omegns Beboerforening havde i dagens anledning inviteret til fest - inden man officielt kendte vinderen - så mange af landsbyens beboere var klar til at lykønske hinanden med kåringen.
 
Beboerforeningens formand er da også optimist på landsbyens vegne efter kåringen.
 
- Det var overvældende først at være med - og nu det her skulderklap for hele Horslunde og omegn. Den stolthed og interesse, der nu er skabt om Horslunde, styrker optimismen for fremtiden, siger Ole Bruun.
 
Ole Bruun nævner Horslundes projekt som energilandsby gennem "Mulighedernes land", og at erhvervsvirksomheder nu slår sig ned i området som andre tiltag, der giver oprimisme.
 
- I Horslunde har vi jo det hele. Aktive foreninger, natur, forretninger, skoler og huse til en rimelig pris. Så vi lever op til vores slogan: Horslunde, mulighedernes landsby, siger formanden for Horslunde og Omegns Beboerforening.
 
 




Horslunde er ifølge TV2 ØST regionenes bedste landsby.

Offentliggjort Sidst opdateret