Hundeluftere efterlader poserne

John Nielsen fra Holeby-Bursø Gymnastikforening har samlet en tom cigaretpakke op. Foto: David Arnholm

Forening kom på noget af en opgave, da den gjorde rent i skoven.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Alt var timet og tilrettelagt, da fem kvinder og en enkelt mand fra Holeby-Bursø Gymnastikforening onsdag indledte en rengøring af Kongeledsskoven i Rødbyhavn. Præcis klokken 10.15 parkerede de på Karlstoftevænget, fandt et arsenal af handsker, plastikposer og gribetænger frem og så nærmere på de kort, formand Karen Romme havde printet.

- Vi skal samle alt det op, der ikke hører til i naturen, og jeg har lavet et kort, så vi ligesom kan forberede os, sagde hun og fortalte, at hun forleden havde været på rekognoscering i området.

Holdet fra Holeby-Bursø Gymnastikforening var forberedt med tænger, poser og kort over området. Fra venstre ses Anne-Marie Rasmussen, Anette Rasmussen, Karen Romme og Else Christiansen. Foto: David Arnholm

Tjener 10.000 kroner

Her havde hun konstateret, at der et sted lå haveaffald iblandet plastikpotter, og at der et andet sted var kastet poser med hundelort ind i en hæk. Alt det og meget mere skulle de seks gymnaster nu ud at fjerne for at tjene penge til foreningen.

Den er med i ordningen "Hold Lolland Ren", og efter tre år med oprydning på hjemmebanen i Holeby ligger årets opgave altså i Rødbyhavn. Her skal foreningen otte gange i løbet af sommeren ud at samle skrald, hvorefter kommunen betaler 10.000 kroner for indsatsen.

- Vi synes, det er en rigtig fin ordning, og det er vigtige penge at få i kassen, siger Karen Romme og tilføjer, at det især er med til at finansiere børneholdene, som kræver flere instruktører.

Men før pengene kommer i kassen, skal der altså ydes en indsats.

- Jeg synes, det er et pænt holdt område. Der er god belysning, og det er noget så fornemt. Men man kunne godt have taget hundeposerne med hjem, bemærker hun.

Den anke er Judith Johansen og John Nielsen enige i. De er ikke nået mange meter hen ad stien i skoven, før de kan konstatere, at der er kastet en masse poser med hundelort ind mellem træerne.

- Der ligger de første 10 hundeposer. Ai, hvor er det ulækkert! udbryder Judith Johansen inde mellem træerne til højre.

Imens er John Nielsen gået ind mellem træerne på venstre side af stien.

- Bare på det lille område er der 20 poser. Det er simpelthen forfærdeligt, synes han.

Judith Johansen og John Nielsen ærgrede sig over at finde en masse poser med hundelorte kastet ind mellem træerne. Foto: David Arnholm

Forstår det ikke

Efter et par timer mellem træerne kan Karen Romme gøre status, for i år skal affaldet vejes. 32,3 kilo affald fik de indsamlet, inden de løb tør for skraldesække. Blandt det indsamlede var over 200 poser med høm-hømmer.

- Det forstår jeg ikke. Når folk gør sig den ulejlighed at samle det ind og binde knude på posen, kunne de tage den med hjem, bemærker hun.

Holeby-Bursø Gymnastikforening indsamler affald fra Kongeledsskoven i Rødbyhavn. Her er det Judith Johansen og John Nielsen. 15. april 2020. Foto: David Arnholm
Holeby-Bursø Gymnastikforening indsamler affald fra Kongeledsskoven i Rødbyhavn. Karen Romme (til venstre) har på forhånd inspiceret området og tegnet kort. De øvrige er (bagerst fra venstre) Else Christiansen, Judith Johansen og John Nielsen samt (forrest fra venstre) Anette Rasmussen og Anne-Marie Rasmussen. 15. april 2020. Foto: David Arnholm
Holeby-Bursø Gymnastikforening indsamler affald fra Kongeledsskoven i Rødbyhavn. Her er det John Nielsen. 15. april 2020. Foto: David Arnholm
Holeby-Bursø Gymnastikforening indsamler affald fra Kongeledsskoven i Rødbyhavn. Karen Romme (i midten) har på forhånd inspiceret området og tegnet kort. Her er det Anne-Marie Rasmussen, som får et kort. 15. april 2020. Foto: David Arnholm