Hus er pist væk fra smadret havn: Det ligner en krigszone

Det lille røde skur burde have stået ved siden af det større hus. Ødelæggelserne på Lundehøje Havn er store. Foto: Anna C. Møhl

Lundehøje Havn fik alvorlige tæsk, da storm og vand ramte Lollands sydkyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

LUNDEHØJE: Dagen derpå var stemningen på den lille, idylliske Lundehøje Havn helt i bund.

Lørdag stod vandet stadig højt og overalt var der synlige tegn på, at stormen har kastet rundt med de små garnskure, joller og fiskegrej. Naturkræfterne har haft frit spil, og husene er blevet kylet rundt, som om de var lavet af fjer.

Hus forsvundet

Et af husene tættest på Østersøen er forsvundet. Skuret er lettet fra grunden og er ikke til at få øje på. Nabohuset er blevet kastet flere meter væk fra fundamentet og står næppe til at redde.

- Det ligner en krigszone, siger Bjarne Pedersen.

Det ligner en krigszone.

Bjarne Pedersen

Han er så berørt af ødelæggelserne, at han ikke kan sige mere til Folketidende.

Hans lille skur på havnen har vristet sig løs af betonsøjlerne, der skulle beskytte mod højvande, og står skævt og forslået. Fiskegrejet ligger ved havnens flagstang og duver i vandet.

Skuret er slået til pindebrænde. Foto: Anna C. Møhl

Oprydning

Der venter en kæmpe oprydningsopgave foran havnens fiskere.

Skrald og tang ligger på diget og adskillige bygninger er enten smadret eller beskadiget.

Alle garnskure har taget vand ind og flere joller ligger med agterstavnen rettet mod den grå himmel. Ødelæggelserne i den ellers så idylliske havn er næsten ikke til at forstå.