HVORDAN FANGES OG LAGRES CO2?

Det er de her otte steder, at Energistyrelsen vurderer, at der kan lagres CO2. Kort: Energistyrelsen

Energistyrelsen er vært mandag i Factory Lodge.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDLOLLAND: Nu skal vi i Danmark til af fange og lagre CO2, og et af de steder, det kan foregå er i Rødby-området.

Sådan lyder oplægget fra Energistyrelsen, der mandag 14. november klokken 19-21 holder det første af fire  borgermøde om CO2-lagring på land eller kystnært i havet. Mødet foregår i Factory Lodge, Fabriksvej 2, i Holeby. Mødet kan også overværes online, hvor man - efter tilmelding på Energistyrelsens hjemmeside - får fremsendt et link.

Baggrunden er, at afbrænding af fossile brændstoffer har skubbet jordens CO2-kredsløb ud af balance. Siden begyndelse af industrialiseringen er atmosfærens indhold af CO2 steget med cirka 35 procent, og som resultat af det forventes den gennemsnitlige globale temperatur at stige med over to grader inden udgangen af dette århundrede.

For at bremse denne udvikling er det nødvendigt at fjerne noget af den CO2, der udledes til vores atmosfære. Energistyrelsen er derfor nu i gang med at undersøge områder på land og kystnært i havet, hvor der kan lagres CO2 i undergrunden.

Otte arealer er i spil. Stenlille, Havnsø, Rødby, Gassum og Thorning på land - samt kystnært til havs i nyudlagte områder kaldet "Jammerbugt," "Lisa" og "Inez," hvor lagringen kan foregå i dybder på 800 til 3.000 meter.

Selve planen om at udlægge disse områder til mulige CO2-lagre blev onsdag 2. november sendt i høring. Det er derfor nu muligt for offentligheden at komme med kommentarer og stille spørgsmål til forslaget indtil 14. december 2022.

Gunstige forhold i Rødby

I Energistyrelsen oplyser specialkonsulent i styrelsens center for undergrund og beredskab Randi Onsberg Johansson, at Rødby er udvalgt, fordi der er gunstige, geologiske forhold til et sådan lager, der vil komme til at ligge 800 meter - eller dybere - under jordoverfladen.

- Det er tanken, at private, men også staten som medejer, efter høringsperioden, kan søge om at stå for pilot- og demonstrationsprojekterne for geologisk lagring af CO2, oplyser Randi Onsberg Johansson.

Den næste offentlighedsfase vil blive gennemført i midten af 2023. Borgere, erhvervsliv og myndigheder vil der få mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer til Energistyrelsen endelige forslag til miljøvurderingen af planerne og bekendtgørelsen.