Hytter er fuldt booket midt i juli

Der er masser af plads i hytterne, hvor der er fire køjer ved indgangen, mens der midt i hytten er plads til at slappe af. Sofaen, hvor haldirektør Morten Harkjær Nielsen har taget plads, kan slås ud og blive til to sovepladser. Foto: Anders Knudsen

Fredag klippes snoren til Danhostel Maribo, og bookingerne er allerede godt i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Lige nu er græsset grønnere på den anden side af hegnet, hvis man opholder sig i en af Danhostel Maribos nye hytter.

Endnu er græsset nemlig ikke begyndt at titte frem, men med tiden skal området nok blive grønt, lover haldirektør Morten Harkjær Nielsen fra Maribo Hallerne.

I morgen vil borgmester Holger Schou Rasmussen (S) klippe snoren til byens nye vandrerhjem, der bliver det første i kommunen, efter der i et par år ikke har været noget.

Fredagens officielle reception bliver efterfulgt af et åbent hus for byens borgere om lørdagen. Det er mellem klokken 13 og 15, at man kan få lov at kigge indenfor i de nye hytter.

Allerede nu kan turister booke plads på vandrerhjemmet, og da hytterne kom op på hjemmesiden booking.com, kunne haldirektøren mærke efterspørgslen stige.

- På sin vis har vi været heldige, for vi kommer til at åbne i en tid, hvor mange danskere vælger at rejse rundt og opleve deres eget land, når de ikke må rejse til udlandet.

De nye hytter er allerede fuldt booket i uge 29, og Morten Harkjær Nielsen kan se på bestillingerne, at det fortrinsvis er familier, som vælger at besøge vandrerhjemmet midt på Lolland.

Som gæst får du mulighed for at benytte hallernes faciliteter. Godt nok må man i denne sommer kigge langt efter svømmehallen, der er ved at blive renoveret, men når den åbner igen, kan den benyttes gratis af vandrerhjemmets gæster. Man kan også købe adgang til fitnesscentret, og er der plads til eksempelvis en badmintonkamp i hallen, kan det også lade sig gøre.

- Det første år skal vi nok lige mærke efter, hvordan det hele skal være, og hvad det er gæsterne efterspørger, forklarer Morten Harkjær Nielsen.

Danhostel Maribo har ingen reception, hvor gæsterne skal hente nøgle. De får tilsendt en kode, når de booker hytten, som bruges til at låse sig ind med. Det kan ske fra klokken 14 på den pågældende dag, og gæsterne skal være ude senest klokken 10 på afrejsedagen. Gæsterne har dog god mulighed for at møde Maribo Hallernes medarbejdere i løbet af dagen.

- Vi går en virkelig spændende tid i møde, slår haldirektøren fast.

Også efter ferien begynder bestillingerne at komme ind. Vandrerhjemmet skal huse 15 arkitektstuderende i tre uger til efteråret. De skulle egentlig have været til Japan, men ender nu på Lolland.

Den lokale virksomhed Softline har sponsoreret møbler til vandrerhjemmets nye fælleshus, hvor gæsterne selv kan lave aftensmad og hygge. Foto: Anders Knudsen
Hele vandrerhjemmet er handicapvenligt, og det giver sig især til udtryk i hytternes badeværelser, hvor der er godt med plads. Foto: Anders Knudsen