Igen ny ynglesucces for de gamle havørne ved Hejrede Sø

I 1996 vendte Havørnen for alvor tilbage til Danmark som fast ynglefugl, efter at have været fraværende i over 100 år. I den periode blev der gjort nogle få sporadiske yngleforsøg, bl.a. ved Maribosøerne, uden at det dog førte til yng-lesucces.
I løbet af 1800-tallet blev Havørnen efterhånden helt udryddet som ynglefugl i Danmark. Dens tids syn på rovfugle og andre såkaldte skadedyr var, at de skulle totaludryddes og i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede var det også lykkedes at skyde havørnen helt væk, i øvrigt sammenfaldende med en markant decimering af en hel række andre rovfuglearter.
Nyt håb i 1979 og 1980
Da Havørnen så under stor, men diskret, bevågenhed gjode yngleforsøg i Storskoven ved Søholt i 1979 og 1980, var der mange der håbede på at den nu var på vej til at etablere en ny ynglebestand. Desværre var der kommet et andet problem til nemlig miljøgiftene. Det viste sig, at æggene var så tyndskallede, på grund af ophobede gifte, at de brød sammen under rugningen.
I tiden derefter blev det mere og mere almindeligt, at især unge havørne benyttede Maribosøerne som fourageringsområde, og i takt med at den holstenske bestand blev større og større var det efterhånden heller ikke ualmindeligt at se kønsmodne havørne fast rastende ved søerne.
Opgav yngleforsøget
I 1995 byggede et par så rede i storskoven og de gik planmæssigt igang med ynglesæssonen, men efter at hunnen tilsyneladende havde lagt æg og ruget et stykke tid, opgav parret pludselig yngleforsøget.
I 1996 fik vi så endelig havørnen tilbage som succesrig ynglefugl i Danmark. I Sønderjylland fik to havørnepar unger på vingerne. Ved Bankel Sø og ved Hostrup Sø. Dette var også en god indikation af at tilvæksten kom fra det holstenske område. I 1996 var der stadig et par ved Maribosøerne, men de ynglede ikke.
Ny rede i Bøgeskov
Først i 1997 ynglede parret så succesrigt og fik én unge på vingerne, efter at de havde bygget en ny rede i Bøgeskov nord for Hejrede Sø. Denne rede var placeret højt i en bøg så den den kunne ses på næsten 1,5 kilometers afstand fra Sølund mellem Slemminge og Godsted øst for Hejrede Sø.
Her etablerede Storatrøms Amt i samarbejde med DOF et “ørnekig” hvor publikum kunne få konkret viden om havørnen samt ikke mindst følge ørneungernes udvikling direkte i reden ved hjælp af nogle store opstillede teleskoper. Desværre ophørte denne mulighed efter ynglesæsonen 1999, da redetræet knækkede i decemberorkanen samme år.
Havørneparret byggede en ny rede, tæt ved hvor den gamle havde været, men uden mulighed for offentligheden at følge med i ørnenes daglige liv. I alle årene herefter har havørnene med held ynglet samme sted. I 2003 har parret for første gang tilsyneladende fået 3 unger på vingerne.
Kan ses fra fugletårnet
I efteråret og vinteren 2005-2006 byggede ørneparret en ny rede. Ørnene har dog stadig valgt at bygge i det samme skovområde og forholdsvis tæt på den gamle rede, så der er ikke ændret på adgangsreglerne til Bøgeskov. Selve reden kan ses fra Fugletårnet ved Hejrede Friluftsgaard, når der ikke er løv på træerne, og i ungeperioden ses de gamle ørne ofte siddende i skovbrynet i østenden af Bøgeskov.
Myndighederne har i samarbejde med lodsejeren fået etableret en delvis lukning af den offentlige adgang til skovområdet for at beskytte de ynglende ørne.

Siden 1997 er der nu produceret 25 unger i Naturpark Maribosøerne.

Offentliggjort Sidst opdateret