Man skal tilsyneladende være skabt af granit for at arbejde på et plejehjem. Særligt, hvis man arbejder på Sandby Ældrecenter.
En oversigt fra fire små plejehjem viser, hvor mange gange personalet er udsat for krænkende opførsel fra beboerne. Sandby Ældrecenter stikker helt af i opgørelsen.
Folketidende har fået aktindsigt i, hvor mange indberetninger personalet på Sandby Ældrecenter har lavet om krænkende adfærd fra beboerne.
I 2023 registrerede Lolland Kommune 98 indberetninger. I 2024 er antallet steget til 301.
Til sammenligning har personalet på Rønnebærparken i Dannemare i 2023 indberettet 11 krænkelser. I 2024 er tallet steget til 29.
Annonce
Plejecentret i Stokkemarke har slet ikke indberettet krænkelser, mens Plejecentret Bøgelunde i Horslunde har registreret nul hændelser i 2023 og tre i 2024.
De fire plejehjem har nogenlunde lige mange beboere og ansatte.
Flere med demens
Søren Wollesen, sektorchef for Ældre og Sundhed i Lolland Kommune, har to forklaringer på, hvorfor mængden af indberetninger fra personalet på Sandby Ældrecenter er så omfangsrigt.
Han forklarer, at der på plejehjemmet i Sandby har været en overrepræsentation af borgere med svære demensproblemer. Desuden har man en fokuseret indsats på at registrere og indberette hændelser.
Søren Wollesen erkender, at indberetningerne gemmer på et mørketal. Især, når der slet ikke er indberettet krænkende handlinger mod personalet på Plejecentret i Stokkemarke de seneste to år.
- Når de er så gode til at indberette i Sandby, så er jeg overbevist om, at alle medarbejdere oplever noget tilsvarende på de andre plejehjem, siger han.
Indberetninger om beboeres krænkelser af personale på plejehjem
Team Sandby:
2023: 98
2024: 301
Team Rønnebækparken:
2023: 11
2024: 29
Team Bøgelunden:
2023: 0
2024: 3
Team Stokkemarke:
2023: 0
2024: 0
Hvad er en krænkende handling egentlig?
- Krænkende handlinger er et meget bredt begreb. Det kan være vold eller trusler om vold og forulempelser.
- Det er den ansatte selv, der vurderer, hvad de opfatter som krænkende og det er forskelligt fra ansatte til ansatte. Vi er jo mennesker, siger Søren Wollesen.
Annonce
Det er den ansatte selv, der vurderer, hvad de opfatter som krænkende og det er forskelligt fra ansatte til ansatte. Vi er jo mennesker.
Søren Wollesen
Særlig kultur
Manglende indberetninger kan være udtryk for en kultur på den enkelte arbejdsplads, hvor man trækker på skuldrene og bider det i sig, hvis man bliver råbt af eller slået.
Hvordan tror du, antallet af indberetninger ser ud om to år?
- Jeg håber ikke, at tallene i Sandby stiger. De skulle meget gerne falde. Men jeg tror, at tallene stiger i Stokkemarke, siger Søren Wollesen.
Indsamlingen af data om krænkelser bruges til at drøfte med ledelse og ansatte, hvordan der kan sættes ind for at forhindre hændelserne.
- Vi er nødt til at have et sted, hvor vi indsamler vide om omfanget, og hvad det er for krænkelser, personalet udsættes for, så vi kan sætte ind. Hvordan skulle vi ellers vide det, hvis ikke vi får indrapporteringer fra personalet, der udsættes for krænkelser i forbindelse med, at de udfører deres arbejde, siger Søren Wollesen.
Bliver spyttet på
33-årige Johnas Jensen har efter otte år som sosu-assistent på Sandby Ældrecenter ikke bare oplevet at blive udsat for slag og hån fra beboere med demens - han er også blevet fyret.
Johnas Jensen blev i november 2023 udsat for et voldsomt og langvarigt angreb fra en beboer med demens. Da han kom hjem efter sin nattevagt, knækkede han helt sammen og sygemeldte sig.
Han kom tilbage på arbejde, men i juli skete det igen. Han blev slået med knyttet næve af en borger med demens og dét var dråben for sosu-assistenten.
Annonce
- Jeg kunne mærke, at jeg slet ikke skulle på arbejde. Jeg fik angstanfald og hjertebanken og måtte igen bede om krisehjælp, siger han.
Efter otte år som sosu-assistent på Sandby Ældrecenter blev trusler, vold og krænkelser for meget for ham. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Johnas Jensen er blandt de medarbejdere på Sandby Ældrecenter, der har indberettet krænkende handlinger fra beboere.
Folketidende har talt med yderligere to tidligere medarbejdere på plejehjemmet i Sandby. De underbygger Johnas Jensens beskrivelser om, hvordan personalet risikerer at blive slået, spyttet på og udsat for hån, spot og latterliggørelse.