Indlagte narkosmuglere blev fængslet

To mænd på 26 og 38 år fra Guinea-Bissau blev mandag formiddag varetægtsfængslet i 15 dage ved Retten i Nykøbing, mistænkt for at forsøge at smugle narkotika ind i Danmark.

De to blev anholdt i Rødbyhavn søndag kort efter middag, netop som de var ankommet med tog fra Tyskland. Det var medarbejdere fra SKATs smuglerikontrol, som havde fået et tip om, at de to havde ulovlige stoffer på sig.

Men da de blev anholdt, havde de ikke stoffer på sig. Politiet har dog en mistanke om, at de skjuler dem i beholdere i deres maver, og derfor blev de anholdt og indlagt på sygehuset i Nykøbing, mens man venter på, at beholderne skal komme ud igen på naturlig vis. Mændene er indlagt fordi, det kan være livsfarligt for dem, hvis der går hul på beholderne.

Og netop fordi de i øjeblikket er indlagt, kunne de ikke møde op i retten mandag. De blev derfor varetægtsfængslet frem til 28. juli in absentia. De slipper dog ikke for at afgive forklaring i retten. Senest 24 timer efter, at de engang bliver udskrevet, skal de stilles for en dommer.

Det vides ikke, hvilke stoffer og hvor store mængder de to mænd formodes at have gemt i maverne.




To mænd, som politiet mistænker for at have skjult narko i maven, blev mandag varetægtsfængslet. De var ikke selv til stede i retten.

Offentliggjort Sidst opdateret