Ingen bød på kulturcenter

Købelev Kulturcenter har mistet sit kommunale tilskud og kommer nu formentlig til at stå tomt. Foto: Claus Hansen

Interesseret køber har åbenbart fortrudt, men rift om jorden.

Offentliggjort Sidst opdateret

KØBELEV Fristen udløb i torsdags, og der er ikke kommet noget bud på at købe Købelev Kulturcenter.

Lolland Kommune har sat bygningen til salg, efter at fritids- og kulturudvalget har besluttet at standse tilskuddet til bygningen - og en person udviste interesse for at købe de 1.883 kvadratmeter, der oprindelig er bygget som skole.

- Vi sætter kun bygninger til salg, hvis nogen viser interesse for at købe dem, men vedkommende har åbentbart fortrudt, siger sektorchef for Service og Bygninger, Lars Gram.

Træls udgift

- Og øv for det, for udbud og tilstandsrapport løber op i mellem 45.000 og 75.000 kroner for en så stor og kompleks bygning.

Lars Gram siger til avisen, at han nu vil drøfte med mæglerfirmaet Syddan, om fristen for at komme med bud skal forlænges. De tilhørende boldbaner er også sat til salg, og der har kommunen til gengæld fået to købstilbud:

- Hvis prisen vurderes til at være ok, bliver det formentlig højestbydende, vi sælger til, siger sektorchef Lars Gram.

Boldbanerne, der har et areal på 27.355 kvadratmeter, var sat til 550.000 kroner og kan omdannes til landbrugsjord.

Kulturcentret var udbudt til 600.000 kroner, men det fristede altså ikke.