Ingen studenter-dans på torvet

Det trækker altid mange publikummer, når de glade studenter indtager Maribo Torv til balkandanse og vandkamp. I år bliver torvet tomt. Men hestevognskørsel i byens gader bliver der lejlighed til at nyde. Foto: Jan Knudsen

Studenternes dimission bliver en noget anderledes affære i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Grundet corona-virus må studenterne i Maribo kigge langt efter nogle af de faste traditioner, når dette års huer skal fejres. Blandt andet vil der ikke blive nogen balkandans på torvet i år.

Maribo Gymnasium har nu lagt planen for dette års dimission og fejring af huer. Planen er lagt i samarbejde med afgangsklasserne selv. Den følger dermed de unges ønsker inden for de retningslinjer, der er lagt af myndighederne.

De første studenter springer ud på gymnasiet fredag 19. juni, og der er dimission fredag 26. juni. Men ikke som vi kender den. Dimissionen sker klassevis med tre begivenheder for hver klasse. Der kan deltage tre pårørende pr. student.

Der lægges ud med en halv times stående reception i gymnastiksalen. Der spilles musik, og en lærer holder tale for de unge.

Herefter er der dimission i kantinen, hvor studenterne klappes ind til rektor, der står klar med afgangsbeviser, legater og en kort tale. Også her vil der være musisk underholdning.

Til slut tages der klassefotos med afstand, og huerne kastes. De unge danser balkandans i skolegården med snore imellem sig, hvorefter hestevognen kører klassen ud i det blå. Så de festlige vogne med glade studenter vil stadig fylde i gadebilledet fredag 26. juni. Men gymnasiet frabeder sig, at folk kigger forbi skolegården.

- Så kommer vi nemt til at overskride forsamlingsforbuddet, og så kan det hele blive lukket ned. Det vil simpelthen være for synd for de unge, siger rektor Michael Levy Bruus.

Første klasse har reception fra klokken ni, og sidste klasse kører med deres hestevogn fra skolegården klokken 13 efter en besynderlig, men forhåbentlig festlig afslutning.