- INTET ER SIKKERT, NÅR DET GÆLDER PLANTER

"Pige der vasker sit hår" fik rigeligt vand at vaske med fredag formiddag. Men plante-vandrerne kunne konstatere, at hun står ganske nydeligt i det nyanlagte bed på Qvades Torv. Parkforvalter Helle Kjørup Nielsen fortalte, hvordan bedet er tænkt i flere højder og niveauer med store kampesten til at bryde lidt. Foto: Jan Knudsen

Se billedserie fra guidet tur rundt til Maribos blomsterbede.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Da himlen åbnede sine sluser og sendte et skybrud ned over Maribos gader fredag formiddag, kunne man næsten høre planterne slubre de sjældne dråber i sig.

Anderledes ubegejstret var reaktionen hos den store gruppe mennesker, der netop i samme stund var ved at beundre planterne.

Muren ind mod Qvades Gård er ikke den kønneste. Men her kommer snart blåregn, der vil matche de historiske huse med et romantisk præg. Fredag var muren dog blevet til en rigtig "græde-mur", da himlen åbnede for sluserne. Foto: Jan Knudsen

Lollandbibliotekerne havde inviteret på guidet tur gennem Maribo med fokus på de mange flotte blomsterbede, Lolland Kommune har lavet.

Parkforvalter Helle Kjørup Nielsen og tilsynsførende på kommunens grønne områder Trine Øllegaard Syvmand fortalte og forklarede om alt fra plantevalg og plantepleje over jordbundsforhold til udfordringer med vejsalt og tørke.

Intet er sikkert, når det gælder planter. Nogle gange går det, som man regner med ... andre gange gør det slet ikke. Nogle bliver rigtig flotte, andre spiller fallit.

Helle Kjørup Nielsen, parkforvalter

- Intet er sikkert, når det gælder planter. Nogle gange går det, som man regner med ... andre gange gør det slet ikke. Nogle bliver rigtig flotte, andre spiller fallit, fortalte Helle Kjørup Nielsen.

Der blev mærket, duftet og spurgt ind på hele turen. I baggrunden ovre mod Folketidende ses det bed, der ikke er blevet en succes på grund af træerne. Foto: Jan Knudsen

Eksempelvis ser et af bedene ved parkeringspladsen mellem Folketidende og perronen på Banegårdspladsen noget lidende ud, mens søster-bedet blot et par meter væk stråler med et væld af planter.

- I det forreste bed er der nogle træer, der trækker al næringen. Så det har vi opgivet. Det kommer bare ikke til at se pænt ud. Men træernes rødder har forret. De var her først, forklarede Helle Kjørup Nielsen.

Ville tage lyset

Der ligger et stort arbejde bag planlægningen af de kommunale bede. Forhold som placering af forsyningens rør og omkringliggende huse skal tages med i betragtning.

Træet foran det gamle Hotel Dana skygger ikke for nogen, så det vil vokse op og blive stort. Der er tænkt meget over placeringen af de træer, som er sat i bedene. Foto: Jan Knudsen

- Her er der et højt hus, som kan tåle, at der står et træ. Men havde vi sat det træ lidt længere nede ad gaden, havde det med tiden taget al lyset fra husene, forklarede Helle Kjørup Nielsen i Suhrsgade.

Andre udfordringer er, når vinteren rammer, og saltvognene kommer på vejene. For de færreste planter er glade for at få saltbad. Og om sommeren er det tørken, der truer. For bedene bliver kun vandet i begyndelsen, siden må de klare sig, som de bedst kan.

Nogle steder kunne man da også se, at små planter hang noget med næbbet, mens andre blomstrede flot i sommervarmen.

De tidlige sommerblomster er på retur, men de bliver afløst af sensommerstauderne og græsser. Tanken er, at det skal se pænt ud hele året. Foto: Jan Knudsen

- Vi kigger på, om planterne er særligt salt- og tørkeresistente, når vi vælger dem. Men nogle af dem vil gå til, sådan er det, forklarede Helle Kjørup Nielsen, der også planlægger bedene, så andre planter kan tage over, hvis der skulle være udfald.

Nogle af dem vil gå til, sådan er det.

Helle Kjørup NIelsen, parkforvalter i Lolland Kommune

Supermuld og vasket grus

Spørgelysten var stor på ruten - både om enkelte plantenavne, sammensætning af bedene og jorden, planterne er sat i.

- Vi bruger supermuld, der er varmebehandlet jord, så alle ukrudtsfrø er væk. Oven på lægger vi otte centimeter vasket grus, forklarede Kjørup Nielsen om Suhrsgade-bedet.

Begejstringen blandt de mange deltagere var stor.

- Det er simpelthen så smukke bede, I har lavet, lød det igen og igen, når endnu et bed med græsser, småbuske, træer og stauder dukkede op på ruten.

Find koden

Park & Vej har da også mærket interessen for bedene helt konkret ved, at flere borgere henvender sig til både kommunen og øens planteskoler med krav om at kunne købe de planter, de ser i byens bede.

- Vi havde sågar en borger, der kom ind på planteskolen og ville have nøjagtig det samme bed som det, der er på Østre Landevej, fortalte Helle Kjørup Nielsen.

- Det var slet ikke meningen med det hele. Men det viser os jo, at vi har ramt rigtigt, sagde Trine Øllegaard Syvmand.

Derfor har kommunen nu fået sat QR-koder op i bedene, så man kan scanne det enkelte bed ind med sin mobiltelefon.

Med en QR-kode-scanner på mobiltelefonen kan man få adgang til plantelister og beskrivelser af, hvornår de blomstrer, for hvert bed. Foto: Jan Knudsen

- Så sendes man automatisk ind på vores hjemmeside, hvor der ligger planteliste og en planteplan for året. For vi arbejder ud fra, at der skal være noget at se på i bedene hele året, forklarede Helle Kjørup Nielsen.

Så kom mobiltelefonerne godt nok op af lommen, og der blev scannet løs, mens snakken gik på, hvad der ville være bedst dér og dér i de enkeltes haver.

Men QR-kodens oplysninger stoppede ikke strømmen af spørgsmål ... og desværre heller ikke strømmen af regn, der i samme nu satte ind.

De lollandske bede har mange lilla blomster, og Helle Kjørup Nielsen indrømmer, at det er hendes yndlingsfarve. Men der er også mange lilla, nøjsomme blomster at vælge imellem, forklarer hun. Foto: Jan Knudsen

Så mens planterne i bedene sugede til sig, måtte planteentusiasterne få deres næring - i form af kaffe og kage - i porten til Qvades Gård, inden turen gik videre ud til resten af byens bede.

Man kan læse mere og se planteplaner for de enkelte bede på Lolland Kommunes hjemmeside.

- Hvad er det for en? Hvor er den dog køn, lød det mange gange på turen. Så planteskolerne får nok travlt i de næste dage. Foto: Jan Knudsen