Børnehaven Gaia er med i madordningen. Foto: Jan Knudsen/arkivJan Knudsen/arkiv
Selvom madordningen har fået vokseværk, skal den ikke i udbud, mener politisk flertal. Venstre er uenig.
Rikke Folm BergRikkeFolm Berg
OffentliggjortSidst opdateret
LOLLAND Mens forældre i fire dagtilbud i årene 2019-2020 takkede ja tak til, at deres barns institution skulle deltage i madordningen "Sundt frokostmåltid" i stedet for at medbringe madpakker, er antallet steget til, at syv dagtilbud i årene 2021-22 vil være med.
Det drejer sig om Børnehuset Gaia, Børnehuset Skovsgårdsvej, Børnehaven Riddersborg og Trekløveren Natur- & Skovbørnehave i Nakskov, Horslunde Landsbyordning Børnehave, Holeby Landsbyordning Børnehave og Børnehuset Vandloppen i Rødby.
Madordningens vokseværk har betydet, at økonomiudvalget torsdag skulle tage stilling til, om ordningen skulle i udbud.
For på den ene side vil madordningen med syv dagtilbud, med cirka to millioner kroner i samlet årlig forældrebetalt udgift, overstige den såkaldte tærskelværdi, som EU-lovgivningen fastsætter som grænse for, hvornår offentlige indkøb skal i egentligt udbud. På den anden side har økonomisektorens indkøbsfunktion oplyst, at der ikke gælder en forpligtelse til at sende opgaven i udbud, når frokostordningen i dag løses internt i kommunen, nemlig af Intern Service.
Dermed var der et valg at træffe.
Annonce
Men madordningen skal ikke i udbud, mener et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Venstre mener det modsatte.
Henrik Høegh (V) ville gerne have givet private madproducenter mulighed for at byde på opgaven. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Udbud koster
Ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) skal madordningen ikke i EU-udbud, fordi det ville koste 300.000 kroner.
- Og det er der kun skatteborgerne til at betale, siger han.
Borgmesteren medgiver, at ordningen skal drives billigst muligt, og priserne i det offentlige skal trykprøves engang imellem.
- Men for tre år siden var Intern Service billigst, da ordningen var i udbud.
Valget af Intern Service i Lolland Kommune, der i årene 2019-2020 har stået for at levere frokostmåltidet, blev truffet efter en markedsafprøvning blandt fire mulige leverandører: Fælleskøkkenet, Cocotten, Fru Hansens Kælder og Intern Service. Det skete ud fra kriterierne pris, kvalitet og de samlede omstændigheder omkring levering af ydelserne.
Viceborgmester Henrik Høegh (V) er stor tilhænger af madordningen, og han er glad for at se, at den udvikler sig positivt.
- Men når madordningen vokser i omfang, ville det være naturligt at kigge på, om vi har det rigtige prisniveau, siger han.
Han påpeger, at Lolland har mange gode madproducenter, som ikke har det for nemt i disse coronatider og derfor ville have interesse i at kunne byde på opgaven.
Annonce
Han afviser desuden, at et EU-udbud nødvendigvis behøver koste skatteyderne dyrt.
- Det bliver kun dyrt, fordi der lægges op til, at det skal laves af eksterne konsulenter. Men udbuddet kunne sagtens laves af Intern Service selv, siger han.
Så kan Intern Service imidlertid ikke selv byde på opgaven, lyder modargumentet, ifølge viceborgmesteren.
- Men det mener jeg heller ikke er rigtigt. For sådan gør vi da i Park og Vej i Lolland Kommune.
Ifølge forvaltningen viser de seneste to års erfaringer, at der har været en fejlfri forsyningssikkerhed og stor tilfredshed med madordningen. Derfor har forvaltningen anbefalet at fortsætte med Intern Service, så børnene ikke pludselig sidder uden mad på bordet på grund af leveringssvigt eller konkurs hos en privat leverandør. Men det er også et underligt argument, mener viceborgmesteren.
- Det kan man ikke beskylde private leverandører eller Fælleskøkkenet for, når man ikke har afprøvet, om de kan gøre det ligeså godt - eller måske endda bedre og billigere.