Jakob fra Nakskov skal tale alle handelsskole-elevers sag

Jakob Holm fra Nakskov er netop blevet hhx-student. Nu skal han være formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever. Foto: Celf

Jakob Holm er netop blevet hhx-student fra Celf i Nakskov. Nu skal han være formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

Offentliggjort Sidst opdateret

I øjeblikket er det naturligt nok studenterfester, der fylder mest for Jakob Holm fra Nakskov.

Han er netop blevet færdig som hhx-student fra Celfs afdeling i Nakskov, som er en del af Handelsgymnasiet Lolland-Falster.

Men når de sidste fester er slut, og sommerferien er forbi, venter en ny virkelighed. Formelt set begynder den allerede mandag, hvor han overtager posten som formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, som er interesseorganisation for de cirka 35.000 elever på landets handelsskoler - hhx-uddannelser og merkantile erhvervsuddannelser.

Han blev valgt på generalforsamlingen i foråret, og 1. juli begynder hans formandsperiode.

- Jeg har været i organisationen i tre år og siddet i forretningsudvalget de sidste to år, så når de har investeret i mig, synes jeg godt, at jeg kunne give noget tilbage, siger han.

Noget af det, han kommer til at bruge tid og kræfter på, er "ElevFællesskaber". Det er et projekt, Erhvervsskolernes Elevorganisation og Landssammenslutningen af Handelsskoleelever har sat i gang i samarbejde med Danske Erhvervsskoler og -gymnasier med støtte fra Nordea-Fonden for at øge elevernes demokratiske engagement på uddannelserne - blandt andet omkring elevrådene.

Taxametersystem og seksualundervisning

Derudover står et ligestillet taxametersystem og bedre seksualundervisning også på listen over emner, han vil arbejde for, forklarer han.

Taxametersystemet er en af de måder, hvor penge fra staten fordeles til ungdomsuddannelserne, og her ser Jakob Holm gerne, at der gives det samme, uanset om det er stx (almene gymnasium, red.) eller hhx.

Seksualundervisning er først i det netop overståede skoleår blevet en del af undervisningen på ungdomsuddannelserne, men der er plads til forbedring, mener Jakob Holm.

- Der mangler nogle ting. Eksempelvis er der mange unge, som får deres seksuelle debut i gymnasieårene og måske er lidt usikre, og derfor kunne det være rart, hvis man eksempelvis kom mere ind på reglerne omkring samtykke, siger han.

Inden længe forlader han Lolland for at flytte til Skovlunde sammen med sin kæreste, men selvom han flytter tættere på storbyen, glemmer han ikke, at der stadig skal være gode uddannelsesmuligheder ude i landet.

- Det er rigtig vigtigt, at vi har uddannelsesmuligheder i udkantsområderne. Jeg synes ikke, at der bør være mere end en times transport mellem skole og hjem, siger han.

Celf holdt translokation for både hhx- og htx-studenterne (teknisk gymnasium, red.) i Nakskov i lørdags.