Jan Kjær kan afløse Bonne

Der er nu lagt op til en ny skiftedag i Lolland Byråd efter at den ellers frafaldne SF'er, Jan Kjær, Rødby i aftes blev taget til nåde efter at han har genindmeldt sig i SF-Nakskov.

Jan Kjær er næste suppleant på listen og valget af Flemming Bonne til Folketinget ville betyde, at han skulle indtræde i byrådet, men da han havde udmeldt sig af partiet efter uoverensstemmelser med SF's lokalafdeling i Rødby og da SF ikke var sindet at afgive sit byrådsmandat til en udenfor partiet opstod der tvivl om, hvorvidt Flemming Bonne i stedet skulle søge dispensation i SF for et dobbeltmandat, så han kunne have sæde både i folketinget og byrådet.

Jan Kjær's genindmeldelse og en fornuftig dialog har da blødt op, og i aftes blev aftalen konfirmeret på et møde mellem SFs formand, Belinda christiansen og Jan Kjær. Formelt skal der nu ske det, at Flemming Bonne søger om at udtræde af byrådet, hvorefter Jan Kjær indkaldes.

Jan Kjær er campingchef i Rødby, hvor han driver campingpladsen i Rødby Lystskov. Det sker formentlig allerede på førstkommende byrådsmøde 29. november, hvor også Belinda Christiansen kan tage plads i byrådssalen. Hun er indkaldt som suppleant for Thomas Albrechtsen.




Den frafaldne SF'er fra Rødby er taget til nåde og kan indtræde i Lolland Byråd som suppleant for Flemming Bonne.

Offentliggjort Sidst opdateret