Jazzen har fået en foryngelseskur

Maribo Jazz er godt i gang med forberedelserne til årets jazzfestival, der byder på mange nye tiltag, et gensyn og et yngre image.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Med en corona, der er godt styr på, og udsigt til en sommer uden problemer, kan Maribo Jazz endelig se frem til at kunne holde en fuld og hel festival, som man kender dem.

Dog bliver 2022-udgaven lidt anderledes. Jazzen får i år et yngre image, hvilket allerede ses på dette års plakat, der er lavet af den 22-årige kunstner Joachim Brorsen Jensen fra Odense. Til daglig studerer han til diplomingeniør i integreret design, og ja, hvis nogen studser over navnet, så er der familiære bånd til jazzformanden. I øvrigt tegnede Joachims farmor, Marianne Brorsen Jensen, jazzplakaten for 2010.

- Vi er glade for Joachims tolkning af jazzfestivalen, hvor der vises liv, musik, dans, farver og mangfoldighed, siger Ole Brorsen.

De unge vil være mere i fokus til dette års jazzfestival, hvor også flere unge bands vil være at finde på scenerne.

Jazzen plejer at tyvstarte torsdag aften, men i år vil der være musik i byen allerede om eftermiddagen torsdag, hvor et band fra musikskolen vil jazze den op fra klokken 14 til 16.

Året byder også på et gensyn med en god gammel kending, da jazzen flytter tilbage i Qvades gård, der i nogle år var utilgængelig, fordi Lolland Kommune byggede om.

Det unge band fra musikskolen flytter ind i gården torsdag aften fra 17.00 til 18.30, hvor der traditionen tro vil være tyvstartsjazz med Creole Cats og Blå Mandag Jazzband.

Denne aften vil unge med studiekort komme ind til koncerten for halv pris.

Qvades gård vil hele festivalen igennem være hovedscene, men der bliver naturligvis også gensyn med andre jazzscener som Apotekets have, torvet, Museumsbanen, Anemonen og Bandholm Havn. Traditioner som den festlige streetparade og jamsession i Muslingeskallen ved Hylddalen vender også tilbage.

Jazzformand Ole Brorsen glæder sig til at kunne gennemføre en jazzfestival under normale omstændigheder. De to seneste år er jazzen blevet aflyst på grund af forsamlingsforbud og corona.

- I to år har Maribo Jazz Festival ikke kunnet afholde Danmarks hyggeligste jazzfestival. Endelig kan vi være sammen, finde glæde i den swingende jazzmusik. Og i år får jazzen et ungt islæt, der bliver en oplevelse både for unge og ældre jazzgæster, lover formanden.