JAZZFEST KULMINEREDE HENOVER WEEKENDEN

De seneste fire dage har været har trukket masser af gæster til Maribo og jazzmusikken. Foto: Nils Lund Pedersen

Jazzfesten i Maribo fortsatte i weekenden og sluttede af søndag i Maribo Domkirke.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Fra torsdag til søndag har Maribo stået i jazzens tegn med festivalen Maribo Jazz. Festivalen blev rundet af søndag eftermiddag med koncert i Maribo Domkirke, hvor Jazz kompagniet og Deborah Herbert gav den gas i de kirkelige rammer.

De senste fire dage har været har trukket masser af gæster til Maribo og jazzmusikken, fortæller Steffen Andersen, der er formand for Maribo Jazz.

- Vi har ikke lige de sidste tal, men vi er helt sikker på, at vi har et overskud, så det er vi i hvert fald glade for. Vi kunne ikke tåle flere underskud, siger formanden, der er godt træt efter de fire dage med koncerter.

- Jeg har tit været med som gæst på festivalen, og der har jeg også været hyppig gæst i baren. Det har jeg ikke denne gang. Jeg har aldrig drukket så meget vand til en festival. Man kan ikke sidde og nyde musikken. Det er hårdt arbejde. Man møder klokken 8.00 om morgenen og slutter klokken 23. 24 og klokken 1.00 om lørdagen. Så der er tryk på, og det er jo ikke bare mig. Det er hele special crew, der kører sådan, fortæller Steffen Andersen, der i år for første gang stod ved roret som formand for foreningen bag Maribo Jazz.

Jeg har fået meget ros også, og det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg må bare give rosen videre, for jeg har ikke noget med det at gøre. Det er en velsmurt stor maskine med 35 års erfaring, der bare kører, og så kan jeg være den franske klovn, der står og siger noget en gang imellem

Steffen Andersen, formand for Maribo Jazz

To års pause

For flere i foreningen var det nyt at skulle afholde Maribo Jazz, der har været på pause de seneste to somre grundet coronapandemien og dens restriktioner.

- Da jeg blev valgt ind i bestyrelsen i 2019, var der samlet 113 års erfaring i bestyrelsen. Så har der været stor udskiftning og lidt corona undervejs, og i år havde vi fire års erfaring med at afholde en festival. Så erfaringsniveauet er dalet voldsomt. Men vi har fået stor ros fra alle, lydfolk, musikere og gæster. Det er helt utroligt, fortæller Steffen Andersen, der dog er hurtig til at sende roserne videre.

- Det er jo fordi, vi har vores special crew med Finn Antonisen og alle de frivillige hjælpere. De ved altså bare, hvordan man plejer at gøre. Det er virkeligt en fornøjelse. Vi skal nok justere på lidt ledelsesting, men ellers har det bare kørt. Man behøver ikke at bekymre sig om noget, fordi når man spørger om noget, så er det allerede klaret. Jeg har fået meget ros også, og det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg må bare give rosen videre, for jeg har ikke noget med det at gøre. Det er en velsmurt stor maskine med 35 års erfaring, der bare kører, og så kan jeg være den franske klovn, der står og siger noget en gang imellem, fortæller formanden.

Sort af mennesker

Torsdag til søndag har jazzen lyst i blandt andet Qvades Gård, Maribo Torv, på Bandholm Havn og i toget på Museumsbanen mellem Bandholm og Maribo. Især lørdag trak godt med folk.

- Det har været rigtigt godt ved alle koncerter lørdag. Det må vi bare sige. Vi havde en fyldt apotekerhave, hvor vi måtte slå flere borde og bænke op. Der var sort af mennesker. I Østergade havde vi en koncert foran City Rock. Der var saftsuseme også mange mennesker. Og det var der også i Qvades Gård, fortæller Steffen Andersen, der dog kunne have ønsket et bedre vejr på festivalens første to dage.

- Når det bliver koldt, går folk altså hjem. Det døjede vi lidt med især torsdag og fredag. Det var simpelthen for koldt. Der var ikke mange tilbage sidst på aftenen. Det var lidt synd, for det var ellers rigtigt gode navne, der var på der til sidst, fortæller han.

Læs eller genlæs artiklerne med billedserier og video: 

BLENUMSER DANSEDE TIL BØRNEJAZZ 

- MARIBO JAZZ ER BARE NOGET SÆRLIGT