- JEG ER BLEVET BUDT INDENFOR I HJEMMENE

Christian Hyttel har været Stormarkkirkens sognepræst i 13 år og vil nu prøve noget nyt. Foto. Jan Knudsen

Christian Hyttel har afskedsgudstjeneste første søndag i advent.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Første søndag i advent, altså 27. november, må sognebørnene i Stormarks Sogn i Nakskov indstille sig på, at de skal sige farvel til deres præst gennem 13 år, Christian Hyttel.

Efter en afskedsgudstjeneste klokken 14 er der kaffe og kagebord. På dagen fejres også Stormarkskirkens 60-årsjubilæum og den "nye" tilbygnings 10-årsjubilæum.

Christian Hyttel har fået nyt job som sognepræst i Karlebo Sogn i Helsingør Stift fra 1. december og bliver indsat 11. december klokken 10.30 i Egedal Kirke i Kokkedal.

Hvor Stormarkskirken er en kopi af en traditionel, gammel dansk kirke - men opført i røde mursten - er Egedal Kirke det stik modsatte med en moderne og meget anderledes arkitektur, men Christian Hyttel kom da også til Nakskov efter job ved Olsker Rundkirke på Bornholm.

Et anderledes sogn

I Stormarks Sogn er 82 procent af beboerne medlem af folkekirken. I Karlebo Sogn er det en helt anden situation, med kun 58 procent, svarende til 11.000 medlemmer.

Hvor Christian Hyttel og hans kone Anja rykkede ind i præstegården på Ringvejen på 305 kvadratmeter med fem børn, hvor nu kun den 14-årige stadig er hjemmeboede, rykker de tre nu til et etplanshus i et villakvarter i Kokkedal på 170 kvadratmeter.

- Jeg bliver selvfølgelig glad, når folk siger, at de vil savne os. Det er rart at høre. Samtidig har jeg stort håb for sognet, og for at der findes en god afløser, tilføjer han.

- Men vi er jo også bare mennesker. Det er jo normalt, at man kun har et arbejde i en årrække og så finder noget andet. Det kan også blive svært at forny sig i den samme stilling, og hvad er så det rette at gøre?

- Jeg er 51 år nu og har tænkt, at hvis jeg søger nyt job nu, vil jeg stadig blive set som et attraktivt kort. Desuden vægter min kone og jeg, at vi fremadrettet vil kunne halvere vejtiden til vores børn og børnebørn, der bor i henholdsvis Roskilde, København og Odense, nævner Christian Hyttel.

Kirkeligt, socialt arbejde

I det nye sogn er de fire præster om at dele tre kirker, og de skal dermed kun holde gudstjeneste hver anden søndag.

Til gengæld får Christian Hyttel to konfirmandhold og mange kirkelige handlinger i form af dåb, men færre bisættelser.

Nu hvor der står så mange udenfor folkekirken i det nye sogn, hvor der bor en del med anden etnisk baggrund end dansk og anden trosretning, så jo, Christian Hyttel skal også udføre kirkeligt, socialt arbejde.

- Jeg skal ud i et boligområde og lave en indsats og prøve at hjælpe børnefamilier og lave et netværk for dem, men også fortælle dem lidt om Jesus, tilføjer Christian Hyttel med et smil.

Gode minder med

Med sig til Kokkedal vil han tage mange gode minder, forsikrer han.

- Vi startede for ni år siden med at holde konfirmandlejr i en weekend i september, hvor vi tog til Urneborg. Det har været så fedt at være på Urneborg med de 13- til 14-årige, og vi har været et fast team og tidligere konfirmander, der har stået for det, så vi har været 40 til 50 afsted. Der er 43 køjepladser, og nogle gange har forældre støttet op ved at sætte en campingvogn op. Konfirmandlejrene er et virkelig godt minde.

- Og så er det en ekstra stor glæde, at gamle konfirmander er begyndt at komme med deres børn, der skal døbes, eller at møde fraflyttede, der er tilbage igen, men jeg har dog ikke nået at vie nogle af mine gamle konfirmander endnu, desværre.

Stor åbenhed

Den store åbenhed, som Christian Hyttel er blevet mødt med, når familiemedlemmer var døde eller et par skulle vies, sætter han også stor pris på.

- Jeg er blevet budt indenfor i hjemmene og har oplevet, at alle var klar over, at præsten kan man godt sige ting til. Jeg er blevet mødt med megen fortrolighed - og det har været fantastisk at mærke. Det har i det hele taget været nemt at komme i kontakt med og tale med menneskerne her, tilføjer han.

- Og så er der jo de søde mennesker, der sidder i menighedsrådet, selv om det ikke er alle afgørelser, jeg har været helt tilfreds med, men Stormarks Sogn er et godt sted at være præst, forsikrer Christian Hyttel.

- Det er jo præsten, der har hovedansvaret for gudstjenesterne, men det hele fungerer bedst, når vi kan finde hinanden og indrette os efter hinanden i det kirkelige arbejde, tilføjer han.

Ny stilling i kirken

At menighedsrådet har prioriteret mere tid til det kirkelige arbejde ved at den tidligere kirketjener, Dorte Hovmand, nu er blevet kirke- og kulturmedarbejder, og at der er ansat en ny kirketjener, Jon Pejtersen, glæder også Christian Hyttel, der føler, at han forlader et velfungerende sogn.

Dorte Hovmand skal blandt andet tage sig af minikonfirmander, klubarbejde og ud at besøge de ældre, der er kommet meget i kirken, men som ikke kan komme mere på grund af dårligt helbred.

- Vi er jo en kirke, fordi vi gerne vil dele evangeliet, indskyder Christian Hyttel.

Kirkens Pigeklubben Perlen og Hyggeklubben for de ældre er overlevet, men engang var der også drengeklub, juniorklub og teenklub, og måske skal de også hjælpes i gang igen.

Kravlegudstjenesterne, der nu er omdøbt til Børnetime, har Christan Hyttel også været en del af ved at optræde med dukketeater, men nu skal familien altså ud at skabe nye relationer med andre.

Håkansson skal vikariere

Til Stormarkskirken er der fundet en afløser.

Det bliver sognepræst Laura Håkansson fra Stokkemarke, der tiltræder 1. december og indtil videre. Der er ikke sat slutdato på, oplyser bispesekretær Louise Vesterskov Andersen.

Før en ny præst eller præstefamilie kan flytte ind i præstegården på Ringvejen, skal den i øvrigt renoveres.

Konfirmandlejren på Urneborg er et specielt godt minde, som Christian Hyttel tager med sig til Nordsjælland. Foto: Jan Knudsen


Jeg er blevet budt indenfor i hjemmene og har oplevet, at alle var klar over, at præsten kan man godt sige ting til. Jeg er blevet mødt med megen fortrolighed - og det har været fantastisk at mærke. Det har i det hele taget været nemt at komme i kontakt med og tale med menneskerne her.

Christian Hyttel