Jens Erik havde opfindelsen i skuffen i årevis: Den kan redde tusindvis af huse fra vandmasserne

Jens Erik Jørgensen (til højre) står bag opfindelsen, der kan forhindre huse i at blive oversvømmet, og har i arbejdet med at få forvandlet idéen til virkelighed fået god hjælp af viceborgmester Henrik Jacobsen (K). Foto: Palle Nevad Frandsen

Jens Erik Jørgensen står med virksomheden Danish Highwater Protection bag en opfindelse, der med enkle greb kan beskytte bygninger mod højvande.

Offentliggjort Sidst opdateret

En flere år gammel idé, som Jens Erik Jørgensen fra Guldborg har haft liggende i skuffen i årevis, er godt på vej til at blive realiseret. Idéen kan få betydning ikke bare lokalt, men både nationalt og internationalt, for med forholdsvis beskedne indgreb er det muligt at sikre bygninger mod højvande, mener den lokale opfinder.

Koster anlægget eksempelvis 300 eller 400.000 kroner, er det da en stor investering, men til gengæld koster det måske 2,5 millioner kroner at renovere huset efter vandskade.

Jens Erik Jørgensen

I december blev idéen blåstemplet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram under Miljøministeriet, som har støttet med knap 345.000 kroner, for at der kan laves en test af idéen. Siden har fonden bag Østifterne suppleret med yderligere 195.000 kroner.

- Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt allerede har projektet 100 procent finansieret, og det er meget usædvanligt, forklarer Jens Erik Jørgensen.

Stormflod bragte idéen frem igen

Selv om den grundlæggende idé har mange år på bagen, og det er længe siden, at opfinderen fik den patenteret, er det alligevel gået stærkt med at realisere den.

Når vejret arter sig, som det oftest gør på Lolland, kan man slet ikke se højvandssikringen. Den bliver dækket med fliser, og nede i render er der drænrør, som kan få mindre nedbør eller opstigende grundvand væk. Foto: Privatfoto

Større og større problemer med højvande gør nemlig, at der efterspørges løsninger, som kan være nemme at håndtere. Og det lever den lollandske opfindelse op til.

At Jens Erik Jørgensen hev den op ad skuffen skyldes primært stormfloden i 2023. Her gav vandmasserne skader for over en milliard kroner, og beredskaber i flere syd- og østdanske kommuner arbejde på højtryk i kampen mod vandet.

Stiller hus til rådighed

Ved at realisere Jens Erik Jørgensens idé, kan husejerne selv ganske nemt sikre deres ejendom mod vandet, og dermed kan beredskabet koncentrere sig om steder, hvor der virkelig er fare på færde.

For at nå så vidt har opfinderen stiftet virksomheden Danish Highwater Protection, og første skridt mod at løse en stor del af udfordringerne med højvande er at få testet anlægget. Det skal ske til foråret.

- Vi har oplevet en enorm stor velvillighed fra Lolland Kommune, som har stillet et hus til rådighed for os. Huset står til nedrivning, men inden det sker kan vi teste vores demoprojekt på ejendommen, forklarer Jens Erik Jørgensen.

Farvel til sandsække og watertubes

Men hvad er det så for en opfindelse, som Jens Erik Jørgensen har begået? Der er tale om et fast anlæg bestående af en rende, der graves hele vejen rundt om huset, og som til daglig er dækket af en flise. Når vandet er på vej, monteres en dug mellem renden og huset, og holdes på plads af flisen. Dugen går en meter op ad huset, og forhindrer dermed vandet i at trænge ind.

Nogenlunde sådan kan det se ud, når dugen kommer på. Den vil beskytte hele vejen rundt om bygningen, og være fastgjort til den gravede rende ved hjælp af fliserne. På billedet kan man se den røde rende, som ved tørvejr vil være dækket til. Foto: Privatfoto

- Husejeren kan selv montere dugen, og der er dræn i renden, som leder vandet væk fra huset. Dermed er der ikke behov for hverken sandsække, watertubes eller andre midlertidige foranstaltninger, forklarer Jens Erik Jørgensen.

Han anslår at anlægget kan hjælpe ved op mod 750.000 ejendomme i Danmark, og dem der er værst ramt, hvor forsikringsselskaber ikke vil tegne nye forsikringer, kan anlægget hjælpe med genforsikringer.

Investering hurtigt betalt hjem

I modsætning til mange andre sikringer mod vandstigninger, er Jens Erik Jørgensens opfindelse en del af den private ejendom, og dermed er det også husejeren selv som skal betale for det. Den præcise pris er det for tidligt for opfinderen at tale om, for det kommer an på hvilke materialer, der bliver brugt.

- Koster anlægget eksempelvis 300 eller 400.000 kroner, er det da en stor investering, men til gengæld koster det måske 2,5 millioner kroner at renovere huset efter vandskade. Bliver huset så truet af vandmasserne måske hvert fjerde år, er det en investering, som hurtigt har betalt sig hjem, siger Jens Erik Jørgensen.

Han mærker en kæmpe interesse for sit opfindelse, og i øjeblikket bliver de fleste af døgnets vågne timer brugt på at gøre klar til selve test- og demonstrationsfasen. Men det gør ham ikke noget.

- Det er nu eller aldrig, og jeg er helt sikker på, at det var det rigtige tidspunkt, at idéen blev taget op af skuffen, siger han.