Jørgen skulle vaccineres. Pludselig blev han påduttet et høreapparat
Søren Beinthin tvivler på, at det kan være lovligt at bruge det, at folk skal vaccineres til også at sælge dem et høreapparat - og vil på sin vens vegne gerne advare andre. Foto: Marianne Knudsen
Marianne Knudsen, FT
Efter episoden ønsker han nu advare andre ældre.
OBS: Artiklen er opdateret kl. 11.44 med en en kommentar fra Region Sjælland.
NAKSKOV: i sidste uge var det blevet Jørgens tur til at blive vaccineret mod influenza og covid-19. Han havde bestilt tid hos Danske Lægers Vaccinations Services midlertidige klinik i Hørecenter Nakskov/Audio Nova Nakskov.
- Da Jørgen havde fået sine stik, fik han under den 15 minuter lange ventetid efter vaccinationen - ifølge ham selv - et ret insisterende tilbud af personalet i hørecentret om en høretest. Han følte, at han ikke kunne være andet bekendt, og sagde derfor ja til testen, selv om han ikke føler, at hans hørelse fejler noget.
- Du skal have høreapparat!
Det fortæller Søren Beinthin, der er formand for Stormarkskirkens menighedsråd, og som Jørgen efterfølgende har kontaktet for at få hjælp.
Jeg synes, at det er usmageligt, at et firma udnytter, at de stiller lokaler til rådighed for vaccinationer til at lokke ældre mennesker ud i at skulle købe høreapparat.
Søren Beinthin
- Efter testen fik Jørgen at vide, at han skulle have høreapparat, og han fik en tid til videre test og valg af høreapparat.
- Jeg synes, at det er usmageligt, at et firma udnytter, at de stiller lokaler til rådighed for vaccinationer til at lokke ældre mennesker ud i at skulle købe høreapparat, og især, når de ikke selv mener, at de har noget behov, og er det lovligt?
- Desuden kan Jørgen jo få et høreapparat gratis fra det offentlige sygehusvæsen, hvis han havde brug for det, indskyder Søren Beinthin.
Han har - med Jørgens tilladelse - fået lov til at henvende sig til Folketidende for at oplyse andre ældre om, hvad der er foregået, så de er forberedt, hvis AudioNova tilbyder dem en høretest.
Søren Beinthin har også hjulpet Jørgen med at få annulleret tiden, hvor der skulle have været valgt høreapparat til ham hos AudioNova.
Alle skal føle sig godt tilpas
Danske Lægers Vaccinationsservice er en del af European LifeCare Group A/S. Pressemedarbejder hos gruppen, Alexandra Docherty, siger, at de efter Folketidendes henvendelse har kontaktet AudioNova-centret i Nakskov, da de ønsker, at alle borgere har en positiv oplevelse i forbindelse med deres vaccination.
- Ved vaccinationer hos AudioNova findes der informationsmateriale, som borgeren kan læse mens de sidder under observationen. Materialet indeholder blandt andet tilbud om en gratis høretest for dem, der måtte have interesse, ridser pressemedarbejderen op og fortsætter:
- I dette tilfælde kan borgeren være blevet introduceret til muligheden for en høretest og herefter have modtaget en vurdering, som indikerede, at et høreapparat kunne være relevant. Audio Nova understreger dog, at de alene ønsker at tilbyde høreapparater til dem, der selv vurderer et behov for dette.
Beklager det skete
- AudioNova forsikrer, at deres hensigt er, at alle føler sig godt tilpas gennem hele processen. De sætter stor pris på samarbejdet med Danske Lægers Vaccinations Service, og vi glæder os også over samarbejdet med dem.
- Begge parter er fokuseret på at sikre, at borgerne har en god oplevelse ved vaccinationen, og vi beklager selvfølgelig, at det ikke har været tilfældet i denne sag, siger Alexandra Docherty.
Folketidende har kontaktet Region Sjælland for at høre, om regionen deler Jørgen og Søren Beinthins kritik.
Fra Det Nære Sundhedsvæsen lyder det via pressemedarbejder Anders Rasmusen:
- Ingen borgere skal føle sig presset til en høretest i forbindelse med vaccination. Vi kommer derfor også til at tage sagen op med Danske Lægers Vaccinations Service.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker