Jubel i Knuthenborg: - Måske den bedste åbningsdag nogensinde

Bilerne holdt i kø, allerede da safariparken åbnede. Foto: Knuthenborg

Gæsterne strømmede til Knuthenborg, da safariparken og evolutionsmuseet lørdag åbnede for sæsonen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var kø, allerede inden portene åbnede, da Knuthenborg Safaripark lørdag formiddag tog hul på sæsonen 2025.

Og hvis man skal bedømme ud fra interessen på den allerførste dag, så går parken en stor sæson i møde.

- Der var mange glade og tilfredse gæster. Det er måske den bedste åbningsdag nogensinde. Vi har haft cirka 1400 gæster, fortæller marketingchef i Knuthenborg Safaripark, Brian Lindorf Hansen.

Det gode vejr med masser af sol og 13 graders varme har formentlig haft betydning for besøgstallet, og gæsterne fordelte sig fint rundt i parken, fortæller marketingchefen.

- Vi havde rigtig mange gæster på Evolutionsmuseet for at se vores nye Stegosaurus, men der var også mange ved den nye legeplads, vi har fået ved aberne - og vores nye lemurer og løverne trak også mange til.

- Det er første gang, vi prøver at åbne sæsonen før påske, og vi er meget glade for den start, vi har fået, siger Brian Lindorf Hansen.

Løverne nød forårssolen og holdt øje med de mange gæster. Foto: Knuthenborg