Jubler over millionbeløb: - Det vil gøre en stor forskel for billetpriserne

Social- og indenrigsminister Astrid Krag besøgte Fejø i 2019, hvor Folketingets tilskud til færgebilletter fik et lille nyk opad. Nu kommer der et nyt, stort tilskud oveni, glæder øboerne sig over. Arkivfoto: Claus Hansen

Staten forhøjer tilskud til billetpriserne på færgerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

SMÅLANDSFARVANDET: Som en del af den vedtagne finanslov kommer der også et nyt, ekstra tilskud til Blå Landevej hele året, og det lyder for Lolland Kommunes vedkommende på 2.388.000 kroner.

Det oplyser formanden for Fejøforeningen, Anne-Grethe Laursen, og det glæder hende naturligvis, at det, hun og øboerne har kæmpet for i otte til ti år, nu er kommet et godt stykke videre:

- Det ekstra tilskud til billetpriserne kommer person- og biltaksterne for private til gode, og det vil være godt for både bosætning og turisme, lyder det fra Fejø.

Den nye sum penge kommer oveni de godt 2 millioner kroner, som det hidtidige Blå Landevej-tilskud udgør, så der er tale om en meget væsentlig forbedring, understreger Anne-Grethe Laursen, der fortsætter:.

- Vores løbende arbejde med temaet overfor politikerne har nu båret frugt, og det er vi stolte af.

Den Blå Landevej

Begrebet den Blå Landevej sigter til, at det med tilskud til nedbringelse af færgebilletter skal koste det samme som at sejle som at "køre på den sorte landevej."

Der var opstart på tilskud til Blå landevej i efteråret 2016 med et lille tilskud.

På Fejø havde Fejøforeningen besøg af social- og indenrigsminister Astrid Krag 19. september 2019, hvor sagen blev drøftet, og en øgning af tilskuddet kom i 2019.

Med et nye tilskud fra Folketinget kommer Danmarks småøer endnu tættere på den Blå Landevej.

Kilde: Folketidende

Cirka 3/4 af vejen

- En hurtig overslagsberegning siger, at vi med de penge kan komme cirka 3/4 af vejen til Blå Landevej, og det vil gøre en stor forskel for billetpriserne. Men der er endnu mange ubekendte i regnestykkerne, og væsentligst af alt er ministeriets bekendtgørelse ikke kommet endnu.

Formanden for Fejøforeningen venter, at det vil tage noget tid, før de nye færgepriser kan besluttes, da færgefarten og kommunen først skal regne på økonomien i detaljer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Fejø vil opfordre kommunen til hurtigst muligt at lave en foreløbig og forsigtig sænkning af priserne, så det bliver tydeligt for alle, at priserne er på vej ned, siger Anne-Grethe Laursen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Hurtig sænkning af pris, tak

- Men vi vil opfordre kommunen til hurtigst muligt at lave en foreløbig og forsigtig sænkning af priserne, således at det bliver tydeligt for alle, at priserne er på vej ned. Så kan de altid komme med en lavere pris, når alle forudsætninger og beregninger er på plads, siger Anne-Grethe Laursen.

Uanset hvordan detaljerne bliver, er der lagt op til meget væsentlige prisfald på færgebilletterne.

Anne-Grethe Laursen, formand for Fejøforeningen

- Men uanset hvordan detaljerne bliver, er der lagt op til meget væsentlige prisfald på færgebilletterne. Fejøforeningens overslag tyder ikke på, at vi kommer helt ned på priserne ifølge landevejsprincippet, men hvis prisen for en bil for eksempel falder med 100 kroner, vil det bestemt kunne mærkes. Det kan næsten ikke undgå at give flere lyst til at flytte til Fejø eller blot at komme på besøg, siger Anne-Grethe Laursen.

Olietillægget indgår ikke i Fejøs beregninger, da fejbattingerne regner med, at kommunen vil fortsætte med et olietillæg, så længe olieprisen er forhøjet.